Kulturhuse

Besøg et af vores kulturhuse. Vi byder på mange forskelligartede oplevelser for både store og små.

Kulturværftet er Helsingørs store oplevelsesscene, der ligger skulder om skulder med fornemme naboer som Kronborg og M/S Museet for Søfart.

Engang var det et skibsværft og byens omdrejningspunkt. Nu er industrien skiftet ud med kultur, og Kulturværftet er stadig et af byens absolutte omdrejningspunkter med sin placering midt i Kulturhavn Kronborg.

Kulturværftet er et 13.000 kvadratmeter stort kulturhus, der rummer en række af byens kulturtilbud:

Kom helt tæt på de store musikoplevelser i koncertsalen og læs bøger eller få masser af andre oplevelser på et af Europas bedste biblioteker.

Læs mere på kuto.dk

Toldkammeret er Helsingørs lille intime scene for koncerter, udstillinger og oplevelser.

Toldkammeret byder på over 200 forskellige arrangementer hvert år, og alle oplevelserne kan bagefter fordøjes i den tilhørende café.

Den historiske bygning huser også Børnekulturcentret, hvor børn i alle aldre har mulighed for at arbejde sammen med professionelle kunstnere.

Derudover er Toldkammeret et af de centrale omdrejningspunkter ved den årlige gadeteaterfestival.

Toldkammeret er i dag en del af Kulturværftet, men ligger lige over for Helsingør Station.

Læs mere på kuto.dk

Flynderupgård ligger i udkanten af Egebæksvang Skov og er Helsingør Kommunes port til Nationalpark Kongernes Nordsjælland.

Livet på lystgården er en vifte af berigende, smukke, rolige og festlige oplevelser hele året.

Følg lystgårdens liv på nært hold og tag del i blandt andet Majfest, Fårenes dag og den daglige gøren og laden i agre, hegn, stalde og stuer, med fællesspisninger og arbejdende værksteder.

Læs mere om Flynderupgård

Sociale netværk i mange forskellige udformninger er Kulturhuset Bølgens hjerte. Filmklubber, læseklubber, rejseklubber og meget mere. Der er god mulighed for at møde en masse mennesker til de over 40 forskellige arrangementer pr. halvår. 

Familier, enlige og alle aldersgrupper bosiddende i Helsingør Kommune er velkomne og kan benytte biblioteksservice, café, musikstudie og IT/videoværksted.

Vil du give en hånd med til arrangementerne, er der også mulighed for at melde sig som frivillig i Kulturhuset. Dermed har man også mulighed for at komme med input og forslag til nye arrangementer.

Fysisk ligger Bølgen skønt tæt ved vand og skov og vi gør stor brug af det i vores aktiviteter. 

Læs mere på boelgen.dk

På Abildgaardsvej 2 i Helsingør finder du Kulturhus Nordvest, der slog dørene op lørdag den 4. februar 2023..

Kulturhus Nordvest byder på keramikværksted, legehjørne til de mindste, læse- og spillekrog samt fællesspisninger, foredrag, workshops og mange andre aktiviteter.

Kulturhuset har åbent tirsdage kl. 10-16 og torsdage kl. 12-18 (med forbehold for ferie, sygdom og lign.) Derudover er huset åbent, når der er workshops og arrangementer.

Kontakt gerne koordinator Kenneth Friis Horsbrough på tlf. 25313619 eller mail khors@helsingor.dk

Følg med i aktiviteterne på Facebook-siden her

Kulturhus Syd står klar til at tage imod dig. Vi tilbyder bl.a. foredrag, kreative sysler og bingo.
Kunne du tænke dig at være med til at sætte dit præg på huset? Har du gode ideer til arrangementer?
Eller er du bare nysgerrig?

Følg aktiviteterne i Kulturhus Syd på Facebook

Kulturhus Syd ligger på Hovmarken 7 i Helsingør.

Kontakt: Anette Juel Carlsen.
Mail: ajc03@helsingor.dk
Tlf.: 25 31 36 10.

Dyk ned i den musikalske undergrund på Musikhuset Elværket og oplev byens alternative musikscene. Der er ofte rock og metal på setlisten.

Musikhuset Elværket holder til i det gamle kommunale elværk og giver primært spilleplads til alternativ amatørmusik, der ikke rigtig bliver præsenteret andre steder i Nordsjælland.

I løbet af året er der mange koncerter med bands fra ind- og udland, og der er for det meste fuld knald på de 11 øvelokaler, som Elværket stiller til rådighed for det lokale amatørmusikliv.

Læs mere på Elværkets Facebookside

Politik og Organisation

Stengade 59
3000 Helsingør
Telefon: 49 28 28 28
E-mail: po@helsingor.dk