Seniorliv

Hjemmeplejen: De første teams er i gang med helhedspleje

01-09-2025

Den 1. september er de fire første hjemmeplejeteams gået i gang med helhedspleje – en ny måde at levere hjemmeplejen på.

De faste teams var samlet til kickoff, hvor der var mulighed for at blive klogere på de nye arbejdsgange.

Den 1. juli i år trådte en ny ældrelov i kraft. Loven betyder, at kommunen skal levere helhedspleje til borgerne – med fokus på pleje og omsorg i rummelige forløb, frem for enkeltydelser.

Ældreloven gælder for alle borgere over 67 år, som modtager pleje og omsorg – både på plejehjem og i hjemmeplejen.

I hjemmeplejen er de første fire teams netop gået i gang med de nye arbejdsgange, der skal give borgerne en oplevelse af, at de bliver set og hørt, og at der er kvalitet og kontinuitet i plejen.

Med den nye ældrelov skal alle medarbejdere arbejde i faste teams, så borgerne oplever, at de samme hjemmeplejere kommer i hjemmet – og medarbejderne får et indgående kendskab til den enkelte borgers behov og ønsker og kan tilrettelægge hjælpen efter det, der passer den enkelte.

Det vil betyde en langt tættere relation mellem borgere og medarbejdere end tidligere,” siger centerchef Mette Bierbaum fra Center for Sundhed og Omsorg.

Hun fortsætter:

Vi har udvalgt et team i hjemmeplejeenhed 1, et team i hjemmeplejeenhed 2 og to teams i hjemmeplejeenhed 3 til at afprøve metoder og arbejdsgange, som de er beskrevet i den nye ældrelov. Vi arbejder henimod at brede de nye arbejdsgange ud til hele hjemmeplejen i 2026.”

Mest muligt selv

Samtidig bliver der knyttet faste terapeuter – en fysioterapeut og en ergoterapeut - til hjemmeplejeteamsene. De kan give gode råd til træning, for med den nye ældrelov er den enkelte borgers samlede livssituation i fokus, og medarbejderne skal understøtte, at borgeren har et liv, hvor han/hun kan mest muligt selv.

Medarbejderne er blevet klædt på til den nye helhedspleje via to kickoff-arrangementer i slutningen af august. Her var der mulighed for at blive klogere på de nye arbejdsgange og spørge ind til forskellige dele af helhedsplejen.

Læs mere om helhedspleje

Læs også interviewet med udvalgsformand Marlene Harpsøe og centerchef Mette Bierbaum: Ny lov giver mere sammenhæng i ældreplejen

Fakta om helhedsplejen

  • Ikke alle borgere vil mærke de ændrede arbejdsgange i hjemmeplejen med det samme. Den nye helhedspleje indfases nemlig gradvis.
  • Siden den 1. juli er nye borgere i hjemmeplejen blevet visiteret til helhedspleje. Men de borgere, som allerede modtager praktisk hjælp og personlig pleje, vil først mærke ændringerne efter et stykke tid.
  • Kommunen har frem til den 1. juli 2027, før alle borgere skal modtage de samlede pleje- og omsorgsforløb efter den nye ældrelov.
  • Helsingør Kommune samarbejder med Københavns Professionshøjskole og SOSU H om at klæde medarbejdere, ledere og øvrige nøglepersoner på i forhold til den nye ældrelov.
  • I kompetenceudviklingsforløbene bliver der bl.a. lagt vægt på rehabilitering og træning samt det tværfaglige arbejde omkring den enkelte borger.

Følg med i de seneste nyheder