Valgplakater må ophænges på offentlige veje og private fællesveje i perioden fra den fjerde lørdag før valgdagen fra kl. 12.00. Der skal ikke på forhånd søges om tilladelse.
Ved en valgplakat forstås en valgagitatorisk meddelelse på en vejrbestandig plade, der ikke er større end 0,8 m2.
Ønsker du at ophænge større plakater, bannere, skærme eller lignende, skal du søge tilladelse fra vejbestyrelsen på parkeringsservice@helsingor.dk.
Inden du hænger valgplakater op
Du skal vurdere, om dine valgplakater kræver tilladelse fra vejbestyrelsen. Det er eksempelvis, hvis de er større en 0,8 m2.
Du skal forsyne valgplakaterne med den fysiske eller juridiske person, der har iværksat plakatophængningen i form af:
- Navn.
- Adresse.
- E-mailadresse.
- Telefonnummer.
Hvis du angiver en juridisk person, skal du også forsyne valgplakaterne med navn, adresse og telefonnummer på en fysisk person, der repræsenterer den juridiske person.
Når du hænger valgplakater op
Når du hænger valgplakater op, skal du være opmærksom på en række regler for, hvor og hvordan valgplakater kan ophænges.
- Du må hænge valgplakater op på vejbelysning- og elforsyningsmaster, og på offentlige veje også på vejtræer, hegn, og på indretninger fæstnet i jorden, indrettet til valgplakater.
- Du skal hænge valgplakater forsvarligt op, så de ikke dækker for autoriseret afmærkning, fx færdselstravler, eller lignende, forhindrer hensigtsmæssige oversigtsforhold eller i øvrigt udgør fare for trafiksikkerheden.
- Du skal hænge valgplakater op på en måde, så de ikke gør skade vejtræer, master eller hegn. Du må derfor ikke sømme, nagle eller skrue valgplakater op i træerne, ligesom du ikke må save eller beskære træer for at hænge valgplakater op. Brug derfor strips eller snor.
Her må du ikke hænge valgplakater op
- På motorveje, motortrafikveje og disse vejes rampeanlæg.
- I midterrabatter på veje, hvor den tilladte hastighed er over 60 km/t.
- I midterrabatter på strækninger, hvor hastigheden midlertidig er nedsat til 60 km/t eller derunder.
- På samme indretning som autoriseret afmærkning, fx færdselstavler, vejvisningstavler eller lignende vejudstyr.
- På højspændingsmaster, transformerstationer, kabelskabe og lignende.
- Nærmere end 0,5 m fra kørebanekant eller 0,3 m fra cykelstikant målt fra nærmeste kant af valgplakaten.
- Lavere end 2,3 m direkte over fortov eller cykelsti målt fra nederste kant af valgplakaten.
- Højere end 1,5 m under laveste strømførende ledning målt fra øverste kant af valgplakaten.
Efter valget
Du skal tage valgplakater, inkl. strips eller snore brugt til ophængning, ned igen senest 8 dage efter valgdagen ved døgnets afslutning.
Hvis du overtræder reglerne
- Vejbestyrelsen/kommunen og politiet kan straks tage valgplakater ned, der er hængt op, så de udgør en umiddelbar og konkret fare for trafiksikkerhed.
- Vejbestyrelsen/kommunen, kan nedtage valgplakater, som er ophængt i strid med reglerne, herunder uden for den tilladte periode.
- Vejbestyrelsens/kommunens og politiets udgifter til nedtagning af valgplakater og udgifter til udbedring af skader på vejtræer og indretninger betales af ophængeren.
Klager over valgplakater
Ser du valgplakater, som fx ikke er taget ned i tide, eller som ligger og flyder, kan du melde det til Helsingør Kommune via selvbetjenings-løsningen Giv et tip.
Har du spørgsmål, kan du kontakte Helsingør Kommunes Parkeringsservice.