Ved at oprette en praktikplads for en egu-elev kan virksomheder på meget fleksible vilkår åbne døren til arbejdsmarkedet for unge under 25 år, der ikke passer ind i snævre skolerammer. Egu-elever kan have svært ved at læse, regne og skrive. Andre kan have brug for ekstra vejledning eller støtte til det sociale, men fælles for dem er, at de ønsker en praktisk uddannelse og er klar til at bruge deres hænder og kræfter på en arbejdsplads.
Selve erhvervsgrunduddannelsen varer to år, hvor eleven er i praktik 2/3 af tiden og har teoriundervisning på FGU-skolen (Forberedende GrundUddannelse 1/3 af tiden). Forløbet tilpasses, så det passer virksomheden bedst muligt. Praktikaftalens første tre måneder er prøvetid. I praktikperioderne betaler din virksomhed elevløn efter gældende overenskomst på området. I skoleperioderne får egu-eleven ikke løn, men skoleydelse fra FGU-skolen.
Under hele forløbet er der tilknyttet en egu-vejleder fra FGU-skolen, som står klar med støtte og vejledning. Ved forløbets afslutning udfylder virksomheden sammen med vejlederen et gennemførelsesbevis.
Få bonus ved ansættelse af egu-elever
Private virksomheder, der ansætter egu-elever, har mulighed for at ansøge om bonus hos Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag. Bonus udgør 82 kr. pr. praktikdag og kan maksimalt udbetales for 485 praktikdage (maks. 40.000 kr. pr. EGU-forløb). Beløbet udbetales automatisk til virksomhedens NemKonto, når eleven har gennemført en praktikperiode.
Særligt tilrettelagte uddannelsesforløb
For unge udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov (svære bevægelseshandicap, autisme, adhd mv.) under 25 år findes særligt tilrettelagte treårige uddannelsesforløb (STU) - se www.uvm.dk.