Har din virksomhed mindre opgaver, der ikke bliver løst i det daglige? Bruger faglærte medarbejdere tid på at løse ufaglærte opgaver? Eller har I brug for ekstra mandskab ved spidsbelastninger? Så kan småjob til borgere på offentlig forsørgelse måske være løsningen.
Opgaverne kan fx være:
- Pakke- og lagerarbejde
- Kundebetjening
- Rengøring, oprydning og andre serviceopgaver for øvrige medarbejdere
- Kørselsopgaver
- Mindre håndværksopgaver
- Kantinearbejde
- Juleassistance eller ekstra hjælp i turistsæsonen.
Selv få timer om ugen kan være vejen tilbage til arbejdsmarkedet for mange ledige borgere, og samtidig kan virksomheden få en fleksibel medarbejder med stor motivation og ofte en god portion livserfaring.
Fordele
- Jobcentret har overblik over alle ledige borgere og kan matche de mest relevante kandidater med din virksomhed.
- Jobcentret kan hurtigt hjælpe med at synliggøre jeres behov for arbejdskraft via annoncer og opslag.
- Jobcentret kan hjælpe med at give den nye medarbejder en god start, fx via forudgående opkvalificering eller tilskud til mentor.
Eksempel
En boghandlerkæde mangler altid ekstra medarbejdere ved juletid og beder derfor jobcentret om hjælp til at finde fem deltidsmedarbejdere i november og december. Jobcentret finder 10 egnede kandidater, og virksomheden vælger på baggrund af deres CV og korte samtaler de fem bedste kandidater.
Sådan gør du
Som arbejdsgiver kan du enten selv udsøge kandidater eller opslå småjobbet på jobnet.dk - se også siden om Jobnet for arbejdsgivere - eller du kan kontakte jobcentret og lade os hjælpe med at finde relevante kandidater. For at sikre det bedst mulige match er det i begge tilfælde nødvendigt at lave en kort stillings-/ opgavebeskrivelse med angivelse af:
- Primære opgaver og ansvar
- Krav til faglige såvel som personlige kompetencer
- Arbejdstid, tiltrædelsestidspunkt, aflønning, varighed mv.
Kontakt jobcentret for mere information.