NORD Festival
NORD er Biblioteket Kulturværftets årlige nordiske litteraturfestival: Med samtaler, interviews, oplæsninger og performances med de fremmeste nordiske forfattere.
Knejpefestival
Bølgerne går højt, når Helsingørs knejper byder inden for til den årlige Knejpefestival.
Danmarks mest autentiske og vindblæste festival inviterer landkrabber, havfruer og andet godtfolk med til en fejring af havnemusikken fra verdens mange kroge og kanter. En musiktradition, som op igennem historien har forbundet alverdens søfartsnationer.
Hjertet og scenen i festivalen er Helsingørs legendariske knejper, og sammen med søskudte banditbands, bramfrie visesangerinder og krudtorkestre fra nær og fjern byder festivalen på et stykke maritim kulturhistorie, som i høj grad også er at finde i Helsingørs DNA.
Knejpefestivalen finder sted hvert år i oktober.
Shakespearefestival
Det er ikke et spørgsmål om to be or not to be, når det kommer til den årlige Shakespeare Festival. Den er sikker hvert år i august.
De sidste 200 år har Kronborg dannet rammen om den traditionsrige Shakespeare Festival. Og kan man tænke sig en bedre kulisse?
Hvert år i august byder Shakespeare Festivalen på en kavalkade af forestillinger, der på én gang hylder og nyfortolker den verdensberømte forfatter, der udødeliggjorde Kronborg i sit skuespil Hamlet.
Helsingør Festival på Elværket
Undergrundsmusik med fuld fart på sætter strøm til Elværket hver sommer. Festivalen byder primært på nordsjællandske kunstnere.
Helsingør Festival er årets højdepunkt i Musikhuset Elværket og har efterhånden været det i 32 år. Festivalen har altid haft til formål at give nye artister mulighed for at optræde og fremføre deres egen musik.
Fokus er primært på undergrundsmusikere fra Nordsjælland, men der kommer hvert år også flere større og mere kendte bands fra både ind- og udland.
Festivalen er arrangeret, afholdt og drevet udelukkende af frivillig arbejdskraft, og hvert år hjælper over 100 frivillige til under forberedelserne og til selve festlighederne.
Click Festival
Hvert år danner Kulturværftet rammen om en af Danmarks mest unikke festivaler, når kunsten byder videnskaben og teknologien op til dans.
Click Festivalen er et sjældent miks af kultur, forskning, erhverv og uddannelse. Festivalens formål er at skabe en åben platform, hvor nysgerrige kan få mulighed for at stifte bekendtskab med nutidige og banebrydende tendenser indenfor kunst.
Festivalen udfolder sig igennem koncerter og performances.
Passage Festival
Helsingør og Helsingborg præsenterer i fællesskab den årligt tilbagevendende gadeteaterfestival PASSAGE.
Der er garanti for tiptop-underholdning og gode grin i de sommerdage, festivalen varer.
Nordsjæl
Hvert år i september danner Hammermøllen i Hellebæk ramme om en helt speciel og magisk musikfestival.
Helsingør Kommunes Kulturhus Bølgen i Ålsgårde arrangerer den nordiske festival Nordsjæl, som er en platform for nordisk musik. Festivalen foregår i rammerne af idylliske Hammermøllen i Hellebæk.