Socialpædagogisk støtte (Servicelovens § 85)

Socialpædagogisk støtte kan styrke dine muligheder for at udvikle dig og udnytte egne potentialer i det omfang, det er muligt.

Du kan få støtte til at skabe eller opretholde sociale netværk, struktur i dagligdagen med videre, så du bliver bedre i stand til at gøre brug af samfundets almindelige tilbud. Socialpædagogisk støtte kan være en mulighed for dig, som har betydelige funktionsnedsættelser og brug for støtte for at kunne klare hverdagen og bo eller fastholde egen bolig.

På følgende områder har Helsingør Kommune fastsat nogle specifikke, vejledende retningslinjer i forhold til visitation og levering af ydelsen, som ikke fremgår af vejledningen på området. Der er dog altid tale om en konkret og individuel vurdering

Serviceniveau

Der er ikke et bestemt serviceniveau for socialpædagogisk støtte i Helsingør Kommune.

Organisering

  • Du kan få leveret støtten som gruppetilbud, individuelt tilbud og/eller via skærmbesøg, enten af leverandører i Helsingør Kommune eller eksterne leverandører (se mere under ’levering af støtten).
  • I Helsingør Kommune findes en mulighed for "Udvidet § 85", hvis du er i målgruppen. ”Udvidet § 85” kan levere støtte kl. 8-22 alle ugens dage.
  • I Helsingør Kommune kan du også få støtte, når du har været indskrevet på et herberg og har brug for støtte i forlængelse af dette ophold. Denne støtte leveres efter Servicelovens § 85 a.

Visitation og Indsats i Center for Særlig Social Indsats vurderer, om du er berettiget til støtten. For at lave denne vurdering bruger rådgiveren Voksenudredningsmetoden. Du får først støtten, når der er truffet en myndighedsafgørelse.

Sagsbehandlingsfristen er op til fire måneder, men Visitation og Indsats tilstræber at træffe afgørelser hurtigst muligt.

Læs mere om sagsbehandlingsfrister

Denne støtte kan være en mulighed for dig, hvis du har en betydelig/ikke uvæsentlig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller har særlige sociale problemer.

Formål

Socialpædagogisk støtte har til formål at hjælpe dig med at udvikle dine egne evner, øge dit råderum og tage ansvar for dit liv. Målet er at forbedre dine personlige færdigheder, så du kan skabe og vedligeholde sociale relationer, få struktur i din hverdag og bruge samfundets tilbud.

Levering af støtten

Hvem leverer støtten?

Støtten leveres af medarbejdere fra Socialpædagogisk Vejledning eller Udvidet § 85 (Center for Rusmidler, Omsorg og Støtte) eller Socialpædagogisk Støtteteam (Socialpædagogisk UdviklingsCenter). Helsingør Kommune bruger også eksterne leverandører, hvis der er behov for det.

Det er Visitation og Indsats i Center for Særlig Social Indsats, som afgør hvilket tilbud, der er relevant for dig. I vurderingen indgå dit funktionsniveau og ønsker, princippet om mindst omfattende tilbud, som kan kompensere dig og økonomien i tilbuddet.

Hvordan og hvor leveres støtten?

Støtten gives enten i grupper eller individuelt, afhængigt af dine behov og mål. Det kan ske i offentlige rum eller i dit eget hjem eller over skærm.

Hvis du har behov for støtte, der er omfangsrig og også omfatter et støttebehov aften og weekend, vil du, efter en konkret og individuel vurdering, kunne blive visiteret til ”Udvidet § 85".

Mål

Rådgiveren fra Visitation og Indsats opstiller sammen med dig de mål, som du skal arbejde med. Udføreren tilrettelægger støtten efter disse mål, og I kan sammen opstille delmål.

Hvad består støtten af?

Støtten kan variere og tilpasses dine individuelle behov. Indholdet kommer an på hvilket behov, du kommer frem til sammen med rådgiveren og i samarbejdet med din socialpædagogiske vejleder.

Eksempler på ting, du kan få støtte til (i form af fx samtaler og guidning):

  • Opretholde eller opbygge relationer til familie, socialt netværk eller fællesskaber.
  • Opretholde selvstændig livsførelse, herunder bolig, økonomi og aftaler.
  • Kunne benytte samfundets almindelige kommunikationsformer.
  • Opretholde rutiner og struktur omkring praktiske gøremål.
  • Sikre egenomsorg og understøtte relevant behandling.
  • Kunne færdes på egen hånd.

Form

Du kan få støtte på forskellige måder – det er noget, du aftaler med din socialpædagogiske vejleder. Det kan fx være:

  • Åben vejledning
  • Gruppeforløb
  • Individuel vejledning
  • Virtuel støtte som telefonopkald, videoopkald og sms’er
  • Kombinationer af ovenstående

Du skal deltage aktivt i modtagelsen af støtten i det omfang dit funktionsniveau giver dig mulighed for det.

Hvad indgår ikke i socialpædagogisk støtte?

Den socialpædagogiske vejleder udfører ikke opgaver for dig, men hjælper dig med at strukturere og motivere dig. Følgende opgaver er ikke en del af støtten:

  • Opgaver, der dækkes af andre bestemmelser i Serviceloven (fx §§ 83, 84, 86 og 97).
  • Opgaver som indkøb og bankbesøg uden din deltagelse.
  • Ledsagelse til behandlingstilbud uden for det etablerede behandlingssystem.
  • Praktisk hjælp til personlig hygiejne.
  • Kørsel med vejleder (hverken i vejleders bil eller kommunal bil).

Varighed

Støttens varighed afhænger af en individuel vurdering af dine behov. Du vurderer løbende din situation sammen med din vejleder og i dialog med myndighedsrådgiver, og støtten tilpasses efter behov. Hvis I har opnået målene, kan myndighedssagsbehandler træffe afgørelse om, at støtten skal stoppe.

Omfang

Støttens omfang vurderes ud fra dine udviklingsmuligheder, ressourcer og ønske om forandring.

Rådgivere forsøger så vidt muligt at estimere, hvor mange timers støttebehov du har. Dette sker i samarbejde med dig.

Der er ingen brugerbetaling for støtten. Du skal dog selv betale for transport, aktiviteter og mad.

Ifølge servicelovens § 85 skal kommunalbestyrelsen tilbyde hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og hjælp til udvikling af færdigheder til personer, der har behov herfor på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

Du kan klage over afgørelser i forhold til Servicelovens § 85.

Se klagevejledning

Center for Særlig Social Indsats

Birkedalsvej 27
3000 Helsingør
Tlf.: 49 28 28 28

Skriv sikkert til os