Visitation og Indsats (myndighed) i Helsingør Kommune visiterer til optagelse i længerevarende botilbud efter servicelovens § 108. Det er en sagsbehandler, som varetager sagen, men den endelige beslutningskompetence ligger hos Visitationsudvalget.
Visitationsudvalget skal vurdere, om ophold i et længerevarende botilbud er en egnet og hensigtsmæssig foranstaltning for dig. I vurderingen indgår bl.a. princippet om mindst omfattende foranstaltning, økonomien i tilbuddet og din funktionsevne, ønsker og behov. Dine behov skal være defineret som omfattende hjælp i almindelige daglige funktioner, behov for pleje og omsorg eller særlig behandlingsmæssig støtte for at du kan komme i betragtning til længerevarende botilbud.
Visitationen skal også forholde sig til overvejelser om beboersammensætningen, alternative bomuligheder m.v. Det er et krav, at dit behov ikke kan dækkes på anden vis.
Hensyn til beboersammensætningen
I forbindelse med visitationen skal der i vurderingen så vidt muligt tages hensyn til beboersammensætningen hos leverandøren, herunder beboernes behov for hjælp. Det er dermed hensigten med visitationsproceduren at sikre, at du visiteres til et tilbud, der i sin sammensætning er i stand til at kompensere dig for din funktionsnedsættelse fuldt ud.
Sagsbehandlingsfrist
Udgangspunktet er en sagsbehandlingsfrist på fem måneder, men alle afgørelser tilstræbes foretaget hurtigst muligt.