Erhvervsliv

Dialog mellem virksomheder og jobcenteret er vejen til succes

På et halvt år er Jobcenter Helsingør gået fra en 55. plads til en 22. plads blandt landets 98 kommunale jobcentre, når det gælder om at få ledige ud på virksomhederne. Fremgangen kan i høj grad tilskrives en tæt dialog og en løbende afstemning af forventninger mellem lokale virksomheder og jobcentret

Mange virksomheder oplever lige nu, at matchprocessen tager længere tid, end den plejer, og at resultatet ikke altid ender ud i en ansættelse af drømmekandidaten. Det kan fx være nødvendigt at opkvalificere kandidaten og tilpasse stillingsbeskrivelsen for at få matchet til at lykkes.

 

”Job- og Virksomhedsservice tilbyder i samarbejde med arbejdsgiver at finde og opkvalificere nye medarbejdere. Vi har etableret brancheindsatser med fokus på de erhverv, som har særligt svært at skaffe arbejdskraft. En del af denne indsats er, at virksomhedskonsulenter tager snakken med arbejdsgivere om, hvad der skal til for at rykke ledige over i netop deres branche, og så er vi klar til at facilitere den proces, som understøtter den lediges brancheskift,” oplyser Lars Trap Olsen, leder af Job og Virksomhedsservice i Helsingør Kommunes Center for Job, Borgerservice og Teknologi.”

 

En af de virksomheder, der har fået hjælp til at finde en ny medarbejder, er Fiskeboden på Espergærde Havn. Her glæder ejeren Brian Kragh Morten sig over samarbejdet:

 

 

”Når det lykkes, så lykkes det virkelig godt. Jeg har fået to medarbejdere via Jobcentret indenfor det seneste halve år. Begge har været i praktik og er efterfølgende blevet fastansat,” siger Brian Kragh Mortensen.

 

Stein Morchmann Larsen, der er en af de medarbejdere, der er blevet ansat, er også glad for sit nye job.

 

”Jeg ville nok aldrig selv ha’ søgt jobbet da jeg har en baggrund fra ostebutikker. Så jeg er glad for at Jobcenteret skubbede mig lidt i en ny retning,” siger Stein Morchmann Larsen

 

Ejer af Fiskeboden ved Espergærde Havn Brian Kragh Mortensen (tv) er glad for samarbejdet med jobcenteret, der blandt andet har resulteret i ansættelsen af Stein Morchmann Larsen (th)

 

Svenske kandidater en mulighed

Løsningen kan også være, at virksomheden leder efter kandidater uden for kommunegrænsen. Om nødvendigt hjælper Virksomhedsservice også med at finde den nye medarbejder på den anden side af Sundet.

 

”Vi har igennem mange år haft et tæt samarbejde med Arbetsförmedlingen i Helsingborg om vores fælles jobmesser. Lige nu er vi ved at kigge nærmere på – dels hvad behovet er lokalt for at rekruttere svensk arbejdskraft og dels på hvordan vi kan møde dette behov ved at udvide samarbejdet, så det bliver mere enkelt og effektivt for arbejdsgivere at få svenske kandidater til ledige jobs i Helsingør,” siger Lars Trap Olsen.

 

Der findes ingen nemme løsninger og for at nå i mål, er det lige nu ekstra vigtigt, at der er et tæt samarbejde og en god forståelse mellem jobcentret og virksomhederne.

 

”Det handler bl.a. om at have en åben dialog samt om at sikre feedback, så vi hele tiden har en mulighed for at justere og udvikle det samarbejde, der kan føre til det gode match,” påpeger Lars Trap Olsen.

 

Kontakt Job- og Virksomhedsservice på telefon 25 31 34 06, hvis du vil høre mere om, hvordan vi kan hjælpe din virksomhed med at finde og opkvalificere nye medarbejdere.

 

Følg med i de seneste nyheder

Hold dig opdateret på de seneste nyheder fra Helsingør