Borger

Handicappris til Hammermøllens Teatergruppe

Den 4. december overrakte formand for Helsingør Kommunes handicapråd, Kristina Kongsted, kommunens handicappris for 2021. Det skete ved Hammermøllen, og prisen gik til Hammermøllens Teatergruppe, som hvert andet år står bag en forestilling med inspiration fra lokalhistorien, netop ved Hammermøllen.

Teatergruppen har i årets forestilling ’På kanten af Langebro’ taget initiativ til at inkludere bredt. Gruppen har formået hele vejen igennem at få de medvirkende med handicap til at føle sig velkomne og inkluderede, ligesom der blev fundet gode, praktiske løsninger på de udfordringer, der opstod undervejs, lyder det i begrundelsen fra handicaprådet.

Blandt deltagerne i ’På kanten af Langebro’ var både en person med synshandicap og en person i kørestol.

Tolkning for døve

Udover at teatergruppen inkluderede personerne med handicap, gjorde den det også muligt, at så mange som muligt kunne deltage som tilskuere. Der blev arrangeret tolkning for døve ved to forestillinger og synstolkning for blinde og svagtseende ved en anden forestilling. 

Inden selve forestillingen blev der holdt et møde skuespillerne og de synshandicappede imellem, hvor roller og kostumer blev beskrevet, så de synshandicappede havde mulighed for at følge med i forestillingen ved hjælp af stemmerne. 

Endelig blev der arrangeret en særlig matiné-forestilling specielt velegnet for personer med udviklingshæmning - en forestilling, hvor der var plads til pauser og kommentarer.

- Det vil vi gerne belønne med årets Handicappris for derigennem at fremhæve det fremragende eksempel for andre foreninger og kulturelle initiativer, sagde Kristina Kongsted ved prisoverrækkelsen.

Handicapprisen blev overrakt ved Hammermøllen. Foto: Jacob Svendsen, Handicaprådet

Følg med i de seneste nyheder

Hold dig opdateret på de seneste nyheder fra Helsingør