Beboerne sidder på stole i en rundkreds i træningslokalet på Plejehjemmet Montebello. Blandt dem sidder elever fra social- og sundhedshjælper-uddannelsen. Alle har opmærksomheden rettet mod eleven Ruba, som sidder i midten og viser forskellige øvelser med hoved og skuldre. Alle øvelser kan klares siddende.
Senere viser eleven Sagar øvelser for benene, og til sidst spiller alle bold med hinanden. Der er let til smil og latter.
Denne formiddag står Helsingør Kommunes elever fra social- og sundhedshjælper-uddannelsen for øvelserne for Montebellos beboere. Eleverne har brugt et stykke tid på at sammensætte et stolegymnastik-program, der er både sundhedsfremmende og forebyggende.
Og feedbacken er overvældende god fra beboerne. De synes, det har været alle tiders at se nye ansigter i træningslokalet - og vil gerne have besøg af eleverne igen en anden gang.
God stemning
Det er uddannelseskoordinator Maria Sørensen fra Helsingør Kommunes uddannelsesteam, der har sat eleverne på opgaven med stolegymnastik. Og hun er imponeret over den gode stemning, som eleverne formåede at skabe blandt Montebellos beboere.
- I brugte humor og sjov og minglede rigtig fint med borgerne. Og I indtog rummet og talte højt, klart og tydeligt, sagde hun efter seancen.
Eleverne på holdet er færdige som social- og sundhedshjælpere i slutningen af september, og seancen på Montebello var en del af et undervisningsforløb med fokus på formidling og aktivitet.