Seniorliv

Seniorrådet søger kandidater

Godt en tredjedel af Helsingør Kommunes borgere er over 60 år og har dermed stemmeret til det kommunale Seniorråd. Borgere i samme aldersgruppe har mulighed for at stille op til Seniorrådet.

Seniorrådet vælges hvert fjerde år, og der er valg til Seniorrådet i november i år.

Netop nu søger Seniorrådet kandidater, som har lyst til at tage en tørn for at sikre dialog og samarbejde mellem de ældre og byrådspolitikerne - og dermed påvirke kommunens ældrepolitik. Seniorrådet holder møde cirka 10 gange om året.

Valgkamp om ni pladser

Da der senest var valg til Seniorrådet – i 2017 – var der kamp om de ni pladser. 15 kandidater stillede op, og det gav en god valgkamp.

- Vi håber på mange kandidater, så vi får en spændende valgkamp. Forhåbentlig kan vi holde fysiske valgmøder inden valget i november. Forud for sidste Seniorrådsvalg havde vi en række møder, hvor alle 15 opstillede var med og fortalte om deres holdninger til ældrepolitikken, siger Carsten Lind Olsen, som er formand for Seniorrådet i denne valgperiode.

Seniorrådet arbejder for et værdigt ældreliv i Helsingør Kommune. Bl.a. gennem en række høringssvar til de sager, som bliver behandlet politisk i Omsorgs- og Sundhedsudvalget.

Seniorrådet tager også principielle sager op og har i denne periode bl.a. sat fokus på manglende plejehjemspladser i kommunen.

- I Seniorrådet er vi med til at påvirke, hvad politikerne og kommunen gør og ikke gør. Vi har to møder om året med hele Omsorgs- og Sundhedsudvalget og to møder, hvor formanden og næstformanden for det politiske udvalg deltager sammen med centerchefen for Sundhed og Omsorg. Her tager vi fat på udfordringerne på ældreområdet, siger Carsten Lind Olsen.

Carsten Lind Olsen er formand for Seniorrådet i denne valgperiode.

Fakta

Er det noget for dig at blive kandidat til Seniorrådet? Så følg med i annoncer i lokalpressen, hvor det omkring sommerferien vil blive meldt ud, når man kan melde sig officielt på banen som kandidat.

Læs mere om Seniorrådet

Læs også artiklen: Seniorrådet: Det forstår vi ved et værdigt ældreliv

Følg med i de seneste nyheder

Hold dig opdateret på de seneste nyheder fra Helsingør