Med digitaliseringen er fulgt en række risici for at blive snydt og franarret fx penge og kodeord.
Men der er håb forude. Både Ældre Sagen og politiet har en lang række gode råd til, hvordan man kan forbedre sin digitale sikkerhed og mindske risikoen for at blive taget ved næsen.
Gode råd fra politiet
Kriminolog Pernille Lund Hartmann fra Nordsjællands Politis forebyggelsessekretariat har følgende råd:
- Udskift dine kodeord så ofte som muligt.
Kodeordene bør i øvrigt ikke være let gennemskuelige, som eksempelvis Hanne123, hvis man hedder Hanne, eller Plet123456 hvis ens kæledyr hedder Plet. I øvrigt er kronologi i tal også ofte let gennemskueligt – som fx 1234.
Et godt kodeord bør derfor være tilsyneladende tilfældigt, men så det giver mening for en selv og ingen andre.
- Hvis du modtager noget mærkeligt i form af en SMS, et opkald, en mail eller lignende: Stop, træk vejret og tænk dig om, inden du foretager dig noget.
Tænk på, om det giver mening, det du modtager. Et godt eksempel er en SMS om, at man har fået en pakke, og et dertilhørende link man kan klikke på. Her bør man være skeptisk med det samme – og for det første tænke over, om man overhovedet har bestilt en pakke.
Et andet eksempel kunne være, at man modtager et opkald fra 'sin bank', der beder én om at oplyse personlige oplysninger, fx kontonumre, pinkoder osv. Det gør banken aldrig – så igen: Stop, træk vejret og tænk dig om.
Føles noget det mindste forkert, har man altid lov til at lægge på. Man er ikke forpligtet til at tale med nogen fremmede.
- Gør ikke noget forhastet.
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt det rent faktisk ER banken eller politiet, der skal have fat i dig, så træk vejret og sig: 'Jeg har ikke tid lige nu, jeg kontakter dig senere'.
Her kan man enten ringe ind til 114 (hvis man er i tvivl, om det er politiet) og spørge, om det passer, at politiet skal have fat i én – og man kan også ringe til bankens hovednummer og selv komme i kontakt med dem ad den vej.
Virksomheder som banken eller politiet skal nok få fat i én, hvis det kræves. Så derfor bør man som sagt aldrig gøre noget forhastet.
Gode råd fra Ældre Sagen
Også hos Ældre Sagen er der rådgivning at hente, når det gælder den digitale sikkerhed. På organisationens hjemmeside er samlet masser af gode råd, fx om at være en sikker forbruger på nettet og undgå svindel og snyd.