Seniorliv

Farvel til chefen for Sundhed og Omsorg

Snøft, øv. Tak til en ildsjæl og en solstråle…
Der var masser af søde ord og kommentarer fra kommunens medarbejdere, da det blev kendt via en artikel på intranettet, at Margrethe Kusk Pedersen, centerchef for Sundhed og Omsorg, forlader sin stilling den 1. august. Hun skal være ældre- og handicapchef i Odense Kommune.

- Jeg er virkelig taknemmelig og overvældet over alle de pæne ord. Der har været mange af dem, også da jeg den 30. juni holdt afskedsreception på rådhuset. Det er gavmildt af folk at sige og skrive så meget godt. Jeg bliver sjældent rørt, men det gjorde jeg til receptionen, siger Margrethe Kusk Pedersen:

- Det kalder dog også på lidt refleksion, for selvom jeg ikke har manglet anerkendelse i jobbet, så er det alligevel tankevækkende, hvor meget pænt man kan nå at sige på halvanden time – og jeg er kommet til at tænke på, om vi er gode nok til at rose hinanden hen ad vejen? 

Margrethe Kusk Pedersen kom til Helsingør fra Københavns Kommune i 2016. Og det har ikke været helt nemt at træffe beslutningen om at rykke videre til Odense.

- Jeg har virkelig opvejet fordele og ulemper på vægtskålen. Helsingør er en smuk og ambitiøs kommune, og jeg tager meget godt med mig videre. Her er en åbenhjertighed og nærhed og et godt samarbejde mellem politikere, ledere og medarbejdere. Odense har et større volumen og en anden sammensætning og byder på spændende udfordringer for mig. Men jeg kommer til at savne det, jeg forlader. 

Tæt på vigtige projekter

- I Helsingør har jeg været tæt på store og vigtige projekter, og jeg føler, at jeg har sat mit præg på mange ting. Bl.a. har vi etableret en række samarbejder på tværs i de nordsjællandske kommuner. Tværsektoriel stuegang og Demensvenligt Nordsjælland, for blot at nævne et par stykker. Når flere kræfter rykker, kan vi mere, end når vi står alene.

Det har gjort indtryk på Margrethe Kusk Pedersen, at bevågenheden på ældreområdet er så stor. Kritikken sidder somme tider løst, også i pressen. Men hun har brugt dialog som sit ’supervåben’.

- I Helsingør er der heldigvis ikke langt til borgerne. Og jeg har lært, at man godt kan gå i dialog om de ting, der er svære. Man kan løse rigtig mange ting via dialog. Vi begår fejl, også i Helsingør Kommune, og det er vigtigt, at vi erkender vores fejl og lærer af dem, siger hun.

Et projekt, som er svært at sige farvel til, er det nye sundhedshus. Det mener Margrethe Kusk Pedersen bliver helt fantastisk, når det står klar om et års tid.

- I det hele taget må jeg rose politikerne i Helsingør for at være fremsynede. I min tid har de – udover sundhedshuset - bygget et skønt nyt plejehjem, hvor der også er investeret i velfærdsteknologi.

- Når det er sagt, ser vi nok ind i en fremtid, hvor flere og flere får behov for hjælp. Der vil være færre hænder til at passe langt flere end i dag. Så på sigt er vi nok nødt til at diskutere niveauet for fremtidens velfærd, siger hun.

Tværfaglig taskforce

Allerede i dag oplever kommunerne udfordringer med at rekruttere tilstrækkeligt med medarbejdere til ældreområdet. I Helsingør Kommune har det dog nedbragt antallet af ledige stillinger gevaldigt, at Margrethe Kusk Pedersen fik den idé at etablere en tværfaglig rekrutterings-taskforce. Et mødeforum, hvor medarbejdere med forskellig faglighed spiller ind med gode ideer til at tiltrække og fastholde medarbejdere i ældreplejen.

- Det er en arbejdsform, som ligger godt til mig. At vi kan få ideer og prøve dem af hurtigt, uden at det nødvendigvis kræver en masse papirarbejde først, siger hun.

Seneste idé er at forsøge at hyre de podere, som bliver ledige, når testcentrene nedskalerer deres kapacitet, som ufaglærte medarbejdere i ældreplejen. En idé, som straks er sat i værk med alt, hvad det indebærer af ringen rundt etc.

- Det kan være tidskrævende. Heldigvis har Helsingør Kommune medarbejdere, der brænder for at gøre det bedst mulige for borgerne.

Margrethe Kusk Pedersen har sidste arbejdsdag i Helsingør den 23. juli. Herefter tager direktør Stella Hansen over som konstitueret centerchef, indtil den helt rette afløser for Margrethe Kusk Pedersen er fundet.

Til receptionen kom en gruppe medarbejdere med sangen: ’Du kom med alt det, der var dig’. Og den passer præcis på Margrethe Kusk Pedersen. Hun har været glad for de smukke rammer i Helsingør. Men først og fremmest har hun været glad for, at hun har fået lov til at være sig selv.

Fakta:

Margrethe Kusk Pedersen har været ansat i Helsingør Kommune siden 2016.
I Odense Kommune bliver hun chef i Ældre– og Handicapforvaltningen, der i alt har 3400 medarbejdere. 

Følg med i de seneste nyheder

Hold dig opdateret på de seneste nyheder fra Helsingør