Erhvervsliv

Vindere af beskæftigelsespris: Vi er helt vildt stolte

Idet man træder ind i restauranten i Helsingør Golf Club, kan man mærke, at det er ægteparret Anders Kurt Ladewig Jørgensen og Carina Kurt Ladewig, der driver stedet. Mange ønsker at skabe en familiær stemning. Carina og Anders gør det bare.

Stamkunder får serveret det sædvanlige og spurgt til, hvordan det går på golfbanen. Alle bliver mødt med et smil. Maden er lavet fra bunden af gode råvarer men uden fine fornemmelser. Her er alle lige velkomne.

- Vi har skabt en restaurant i vores egen ånd. Det er ikke Noma-mad. Det er mere nede på jorden. Vi synes selv, det er rart at komme herned, fordi det er hyggeligt og hjemligt, siger Anders.

- Her kan vi være os selv, siger Carina.

En rummelig restaurant

Samme tilgang har Carina og Anders, når de ansætter folk. Medarbejdere er familie. Man hjælper hinanden, og ingen er mere end andre.

- Vi har aldrig lavet et jobopslag. Vi kan lige så godt kan tage imod dem, der står til rådighed, siger Carina.

Derfor ringer Carina og Anders til deres kontakt i Helsingør Kommunes jobcenter, når de har brug for nye medarbejdere i restauranten. Siden 2018, hvor parret overtog restauranten i golfklubben, har 15 ledige været i praktikophold. Efterfølgende har Anders og Carina tilbudt lønnet ansættelse blev fuldtid eller deltid til 10 af dem. Desuden er to ledige blevet ansat direkte i en lønnet stilling.

- Jeg tror, det ligger i vores DNA at hjælpe andre, siger Carina, der arbejdede som SOSU-hjælper på et plejehjem i en årrække, inden hun gik ind i hotel- og restaurationsbranchen.

- For mig er det vigtigste i livet at give noget til andre. Vi kan rumme de fleste her, fordi vi kører tingene på en meget familiær måde, siger Anders.

Parret gider ikke bruge tid på jobsamtaler. De vil have folk ud i køkkenet og se, hvad de kan. Derfor passer det dem godt, at tage mod ledige, der begynder i et praktikforløb.

- Der ligger selvfølgelig en besparelse i starten, og den hjælp tager vi imod med kyshånd, for vi er også nødt til at kigge på bundlinjen. Men jeg synes også, at vi kan kigge os selv i øjnene, fordi vi ofte tilbyder folk et lønnet job bagefter. Hvis hjælpen går begge veje, er det jo helt perfekt, siger Anders.

Glade medarbejdere

Saleem Motker vasker op, gør rent og går til hånde i Helsingør Golf Clubs restaurant. Han kom til Danmark som flygtning fra Irak via et ophold i en flygtningelejr i Jordan. Han var glad for at komme til Danmark, men havde svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet, hvor han var ude i forskellige praktikophold. Hos Anders og Carina blev praktik udskiftet med en fast stilling, hvor han nu har været i tre år.

- Jeg er meget glad for at være her. Det er en god arbejdsplads, og jeg har det godt her, siger Saleem og tilføjer, at han ikke er helt normal.

- Hvem er normal. Her er vi alle lidt skøre, siger Anders.

- Det er derfor, vi passer godt sammen, svarer Saleem.

Christina Andersen har arbejdet, siden hun gik ud af 10. klasse. Men et stofmisbrug sendte hende ud af arbejdsmarkedet. Efter fire måneders ophold på et misbrugscenter skulle hun lige så stille prøve at komme i gang igen med et liv uden stoffer, og det fik hun mulighed for hos Anders og Carina. Hun begyndte med mindre opgaver. I dag arbejder hun fuld tid som kok, og har været i restauranten i fem år.

- Jeg elsker at være her, fordi vi har et virkelig godt forhold til hinanden, siger Christina.

- Du er vokset med opgaven, siger Anders.

Stolte over pris

Mandag eftermiddag trådte Anders, Carina, Saleem og Christina op på Kulturværftets store scene for at få overrakt Helsingør Kommunes Sociale Beskæftigelsespris ved den årlige nytårskur for erhvervslivet.

- Det er inspirerende og forbilledligt, at I udviser så stort menneskeligt overskud og tager ansvar for medborgere, der har brug for en hjælpende hånd for at vende tilbage til arbejdsmarkedet, sagde Thomas Horn, formand for byrådets Social- og Beskæftigelsesudvalg, inden han overrakte prisen til taktfaste klapsalver fra de mere end 300 fremmødte til nytårskuren.

For Carina og Anders betyder det meget at modtage prisen.

- Vi er ydmyge mennesker, men hvor er det egentlig stort, at nogen har bemærket vores arbejde og historie og synes, at det er en pris værd. Det er vi helt vildt stolte over. Vi vil gerne være gode mennesker, der behandler andre ordentligt, og det er fedt at blive bekræftet i, sager Carina. 

Se en video med vinderne af Den sociale Beskæftigelsespris og formand for Social- og Beskæftigelsesudvalget, Thomas Horn (klik på tastatur-ikonet nederst og tryk 'Dansk' for undertekster):

Anders, Christina, Saleem og Carina i Helsingør Golf Clubs restaurant.

Følg med i de seneste nyheder

Hold dig opdateret på de seneste nyheder fra Helsingør