Erhvervsliv

Stor interesse for at tage socialt ansvar

Til trods for corona og det pres, det har lagt på erhvervslivet, er der heldigvis stadig en stor interesse for at løfte et socialt ansvar, blandt virksomhederne i Helsingør Kommune. Derfor fortsætter antallet af virksomheder, der bliver tildelt SAGA Nord titlen med at stige.  En titel man kan smykke sig med, hvis man har etableret et samarbejde med Helsingør Kommune om at tage et socialt ansvar, når man ansætter nye medarbejdere.

Siden ordningen blev etableret for cirka 2 år siden, har flere og flere virksomheder gjort sig fortjent til at smykke sig med titlen som SAGA Nord virksomhed. En udvikling som glæder virksomhedskonsulent Rikke Frandsen Nielsen, der samarbejder med flere af virksomhederne.

 

”Som jobcenter skal vi først og fremmest hjælpe virksomhederne med at få de medarbejdere de har brug for. Og her oplever jeg heldigvis, at rigtig mange virksomheder er interesseret i at løfte et socialt ansvar, når de rekruttere arbejdskraft. Derfor er jeg også rigtig glad for, at vi med SAGA Nord-ordningen har mulighed for at påskønne de virksomheder, der giver en hjælpende hånd til de borgere, der har sværest ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet.”

 

Det nyeste skud på stammen blandt SAGA Nord virksomheder er Fiskeboden ved Espergærde Havn. Her er ejeren Brian Kragh Mortensen tilfreds med samarbejdet med jobcenteret, og han er stolt af og glæder sig over, at der med ordningen bliver sat fokus på de virksomheder, der tager et socialt ansvar:

 

”For mig handler det helt grundlæggende om, at jeg gerne vil være med til at give andre mennesker en chance, da vi alle jo kan havne i en uheldig situation. Og selvom det ikke er alle dem, jeg har fået ud, der har været pletskud, så synes jeg altid, at det er værd at prøve at hjælpe folk, og så er der altid nogen, der vokser og kommer videre. Derfor er jeg også rigtig glad for det skulderklap, jeg har fået i form af SAGA Nord diplomet, og i det hele taget for det samarbejde jeg har med jobcenteret.”

 

Se alle SAGA Nord virksomheder, og læs nærmere om ordningen

Følg med i de seneste nyheder

Hold dig opdateret på de seneste nyheder fra Helsingør