Erhvervsliv

Optimisme hos erhvervsledere

Coronaen har vendt op og ned på vores hverdag og ført et utal af ændringer med sig, som vi på kort tid har vænnet os til. Derfor var det også kun helt naturligt, at dialogen mellem Helsingør Kommune og erhvervslivet for en stund er blevet mere digital. Der var i hvert fald stor interesse og næsten 100 deltagere, da Helsingør Kommune onsdag den 28.4. bød på digitalt dialogmøde med de lokale virksomheder. Og emnet for mødet var netop coronakrisen, og ikke mindst hvordan det lokale erhvervsliv kommer videre på den anden side af krisen.

På mødet fortalte borgmester Benedikte Kiær om kommunale tendenser og initiativer, mens tre lokale virksomheder efterfølgende fortalte deres personlige historier om, hvordan de har tacklet krisen på hver deres måde.

Borgmester Benedikte Kiær startede sit indlæg med at konstatere, at coronaen har ramt meget forskelligt hos det lokale erhvervsliv. Nogen er blevet ramt hårdt, andre har stort set kunne fortsætte uændret, mens nogle faktisk har oplevet vækst og fremgang det seneste år. Og overordnet set, klare erhvervslivet i Helsingør Kommune sig bedre end i den øvrige del af Region Hovedstaden:

”Vi har faktisk oplevet en noget mindre stigning i ledigheden end hos andre kommuner i Region Hovedstaden. Og det er først og fremmest jeres – altså de lokale virksomheders – fortjeneste. Så tak til jer for at holde hånden under beskæftigelsen og sikre, at det fleste har kunnet bevare deres job,” lød det fra borgmesteren.

I sit indlæg fremhævede hun samtidig de forskellige hjælpepakker, som Byrådet har vedtaget for at hjælpe erhvervslivet gennem krisen. Den seneste med fokus på at hjælpe turisme og oplevelsesbranchen, når samfundet åbner igen. Endelig fortalte hun om nogle af de projekter, der har lidt længere perspektiv. Eksempelvis renoveringen af værftshallerne og fokus på at omstille Helsingør Kommune i en mere klimavenlig retning.

Efter borgmesterens oplæg var det de tre virksomheders tur.

Her fortalte indehaveren af tøjbutikken Jørgensen & CO Michella Ørtenblad om, hvad det havde betydet for dem, at være tvangslukket i flere måneder denne vinter. En nedlukning, hvor de både har haft tid til at få ordnet en masse ved den fysiske butik, men hvor der samtidig er blevet udviklet på netdelen af forretningen.

”Vi har i de måneder vi har været nedlukket haft mulighed for at gå alle aspekter af vores butik igennem og overveje, hvad det er for en butik vi skal være i fremtiden. Noget af det, vi eksempelvis har brugt tiden til er, at tænke over vores åbningstider, som vi derfor har valgt at udvide. Og så kommer vi også i fremtiden til at være en butik med fokus på den personlige service, som vi er blevet bekræftet i, er altafgørende for os,” sagde Michella Ørtenblad.

Hos virksomheden Hospitality Partner, der primært levere til en hårdt presset hotelbranche, fortalte partner Kim Simonsen om, hvordan man på kort tid måtte tænke i helt andre baner, da næsten alle hoteller lukkede ned. På kort tid lykkedes det at omlægge til værnemidler, som virksomheden har solgt rigtig mange af under coronakrisen.

Kim Simon understregede dog, at det langt fra er nok, at have den rette strategi:

 

”Krisen har først og fremmest lært os, at det helt afgørende for, om du lykkedes med din strategi er, at du har nogle dygtige og dedikerede medarbejder, der rent faktisk kan eksekvere din strategi. Og det må jeg bare konstatere, at vi har haft, og det har været helt afgørende for, at vi har kunne forny vores strategi og ændre vores fokus på så kort tid,” sagde Kim Simonsen.

Også hos Marienlyst Strandhotel fremhævede direktør Michael Lauritsen medarbejdernes rolle i den omstilling hotellet har været igennem. Fra stort set kun at have forretningsfolk som gæster i ugens 5 første dage, forsvandt det segment stort set fra den ene dag til den anden. Derfor har hotellet ændret fokus, så der alle ugens dage er fokus på private gæster – det såkaldte leisure-segment. Og det har vist sig, at være en god beslutning. For segmentet har stort set kunne fylde pladserne ud for forretningsfolket, og det har skabt en hel ny mulighed for fremtiden, selvom forretningsfolkene begynder at vende tilbage, når samfundet åbner mere.

”Man kan nogen gange undre sig over, at der skal en krise til, før man for alvor opdager nye muligheder. Men jeg er sikker på at den omstilling vi har været igennem har gjort os stærkere i fremtiden. Og så må jeg bare understrege, at jeg er dybt taknemmelig over de mange dygtige medarbejdere, som er gået så positivt ind i det her. Det har haft en kæmpe betydning, at vi har haft så dedikerede og omstillingsparate medarbejdere, ” sagde Michael Lauritsen.

 

Se hele mødet, inklusiv de tre videoer

Følg med i de seneste nyheder

Hold dig opdateret på de seneste nyheder fra Helsingør