Erhvervsliv

Lokal virksomhedsejer: Erhvervshus Hovedstaden har gjort en kæmpe forskel

De to iværksættere Sofie Halkjær og Ole Jönsson har en fælles vision om, at børn skal lege glæden ved naturfag ind, fra de er helt små. Derfor har de skabt virksomheden EnergiLeg, der holder til på Fabriksvej i Helsingør.

Virksomhedens lokaler ligner umiddelbart et almindeligt kontormiljø, hvis det ikke var for de mange læringsredskaber med solide håndtag, hjul, skærme og rat, der står langs med væggene.

EnergiLeg forvandler legepladser til innovative læringsrum og bidrager til den digitale transformation af hele museumsbranchen. Og takket være hjælp fra Erhvervshus Hovedstaden laver EnergiLeg også mere end det.

Virksomheden har blandt andet været med i et forløb om digitalisering. Det har betydet at virksomheden har flyttet sig fra at producere teknologiske legepladsinstallationer til at tilbyde hele digitale læringskoncepter for blandt andet museer.

 

- Vi har fået åbnet vores forretning for en helt ny type kunder, hele formidlings- og museumsbranchen, fortæller Sofie Halkjær med den begejstring i stemmen, der kendetegner iværksættere. 

 

Sofie Halkjær og Ole Jönsson har sammen skabt virksomheden EnergiLeg, der hjælper børn til at lege glæden ved naturfag ind.

Fordoblet omsætning

Og hjælpen fra erhvervshuset kan EnergiLeg aflæse direkte i regnskaberne, hvor omsætningen det seneste år blev fordoblet. Derfor har de kunnet ansætte to, snart tre, nye medarbejdere.

Sofie Halkjær er yderst tilfreds med den hjælp, virksomheden har fået gennem Erhvervshus Hovedstaden.

 

- De har været helt fantastiske til at hjælpe. De sætter sig rigtig meget ind i ens virksomhed og brænder så meget for at hjælpe, at de nærmest taler om virksomheden, som var det deres egen. De deler virkelig den her passion for iværksætteri, som er så stor en drivkraft, siger Sofie Halkjær.

 

Fortsætter hos erhvervshuset

Selvom EnergiLeg nu har mere end fem år på bagen, stor vækst og flere ansatte, fortsætter de med at hente hjælp og sparring i Erhvervshus Hovedstaden. Næste forløb handler om skalering og om at gøre virksomheden klar til at indtage nye markeder uden for Danmarks grænser.

- De hjælper os med, hvor vi kan søge hjælp, hvordan vi kan lave fondsansøgninger og få overblik, så vi kan prioritere vores kræfter. Som iværksætter er der hele tiden 1.000 ting at kaste sig over, så det gælder om at bruge sine kræfter der, hvor det virkelig batter, siger Sofie Halkjær.

 

EnergiLeg er langtfra den eneste lokale virksomhed, der har hentet hjælp hos Erhvervshus Hovedstaden.

Flemming Troelsen, konsulentchef i erhvervshuset, fortæller, at Erhvervshus Hovedstaden hjælper alle typer af virksomheder. Typisk får virksomhederne hjælp til digitalisering, grøn omstilling og internationalisering. Men erhvervshusets konsulenter har også branchespecifik erfaring og ved, hvilke typiske problemstillinger man står med, hvis man eksempelvis er en nyopstartet tøjbutik.

Alle virksomheder er velkomne i erhvervshuset, men typisk er det små virksomheder med op til 20 ansatte, der søger hjælp.

 

Ifølge Flemming Troelsen kan man som virksomhed også sagtens henvende sig, selvom man ikke står med en konkret udfordring.

- Vi tilpasser ethvert forløb ud fra den enkelte virksomheds profil og behov. Nogle kommer med et helt konkret problem. Andre vil gerne have et 360 graders gennemsyn af deres virksomhed, fortæller Flemming Troelsen.

 

Rådgivning avler succes

De virksomheder, der har gennemgået et forløb hos Erhvervshus Hovedstaden klarer sig i gennemsnit fem procent bedre end tilsvarende virksomheder.

 

- Jeg vil helt klart anbefale enhver virksomhed at komme og tage en snak med os. Det koster kun en time, siger Flemming Troelsen.

 

Sofie Halkjær kunne godt ønske sig, at der blev ryddet lidt ud i reglerne for, hvilke virksomheder der kan få hjælp til hvad. Men på trods af det, giver hun erhvervshuset sin varmeste anbefaling.

- Det er helt klart det positive der står tilbage for os. Vi bliver ved med at vende tilbage, fordi vi får så mange gode råd, siger hun.

 

 

Om Erhvervshus Hovedstaden:

Hjælper hvert år mere end 5.000 virksomheder i hovedstadsområdet med at vækste og udvikle sig gennem specialiseret vejledning, workshops og programforløb.

Alle virksomheder og iværksættere er velkomne hos erhvervshuset.

Læs mere om Erhvervshus Hovedstaden 

 

 

Følg med i de seneste nyheder

Hold dig opdateret på de seneste nyheder fra Helsingør