Corona-perioden var hård ved Konventum. Aflyste konferencer og selskaber på stribe betød lavvande i pengekassen.
Da Danmark atter åbnede op, skulle alle afholde de begivenheder, der var blevet udskudt. Det var umiddelbart godt nyt for Konventum. Der var fulde huse og mere travlt end nogensinde.
Men travlheden havde en bagside, for der var ikke personale nok til at tage sig af de mange gæster. Der manglede omkring 20 procent af personalet.
Da man åbnede op igen efter corona-nedlukningen, pressede man alle de arrangementer ind, der var blevet aflyst. Der havde aldrig været så mange gæster før. Problemet var bare, at der ikke var medarbejdere nok til at klare opgaverne.
I sommeren 2021 viste en trivselsundersøgelse, at en stor del af medarbejderne var utilfredse. Og det var først og fremmest arbejdspresset, der var det store problem.
- Vi havde alt for travlt, da vi åbnede igen efter corona-nedlukningerne. Og den undersøgelse vi lavede om medarbejdernes tilfredshed, viste, at vi var nødt til at sadle om, siger Søren Haugaard.
Søren Haugaard i Konventums køkken, hvor der er knap så travlt og kortere vej til smil, end for et års tid siden.
Ned med tempoet
Nye medarbejdere er svære at finde, og derfor besluttede Konventum at skrue ned for tempoet, så de ikke tager flere gæster ind, end medarbejderne kan håndtere. Det betyder, at der de fleste dage er 300-400 gæster, selvom der er plads til 600.
- Jeg tror, man kommer længere på sigt, hvis man ikke presser medarbejderne for hårdt, siger Søren Haugaard.
Han forklarer, at man både har et ansvar over for medarbejderne, og for at man leverer et ordentligt produkt for gæsterne.
Konventum har desuden arbejdet på, at der skal være en god tone på arbejdspladsen, også når det går stærkt.
- Vi har fået langt mere fokus på personalets trivsel. Der er stadig dage, hvor vi har for travlt. Vi er slet ikke i mål endnu, men vi er på rette vej, siger Søren Haugaard.
Han fortæller, at det efterhånden også ser bedre ud med at have nok ansatte.
- Havde du spurgt mig for blot 2-3 måneder siden, havde jeg skreget “nej”. Vi mangler stadig noget personale nu, men det er langt fra så kritisk, som det har været.
Konventum samarbejder med Helsingør Kommunes jobcenter om at tage folk ind, der eksempelvis har været væk fra jobmarkedet i en længere periode. Ligesom man også har ansat flere flygtninge fra Ukraine.
- Vi har nok været heldige at få flere gode folk ind, men vi har også opsøgt heldet. Vi har brugt vore netværk og fået snakken til at gå, og derfor er der mange, som kontakter os og ønsker at arbejde her, siger Søren Haugaard.
Søren Haugaard var blandt talerne ved Helsingør Kommunes sommererhvervsmøde den 24. august, hvor et af hovedtemaerne var fastholdelse og rekruttering af medarbejdere.
Konventums direktør, Søren Haugaard, foran Konventum, hvor der nu går knap så mange gæster ind ad døren hver dag.