Oksana Sharikova taler hverken dansk eller engelsk. Da hun mødte første dag på arbejde hos Peter Beier Chokolade, havde hun sin telefon med, hvor hun har installeret appen “Sayhi”, som hun bruger til at kommunikere med.
Samme app bruger hun, når hun skal fortælle, hvordan det er at have fået arbejde hos Peter Beier Chokolade i Gurre.
Hun svarer på ukrainsk til sin telefon, hvorefter den, på letforståeligt dansk, siger:
- Jeg nyder virkelig at arbejde på denne virksomhed.
Da Oksana flygtede fra den russiske invasion, havde hun på ingen måde forestillet sig, at hun nogle måneder senere ville producere luksuschokolader i Gurre. Men i dag er hun én af fem ukrainske flygtninge, der arbejder for Peter Beier.
- Det er vigtigt for mig at forklare, at jeg ikke har ansat ukrainske flygtninge for at redde nogen. Jeg har fået nogle flittige og dygtige medarbejdere med lige præcis de kompetencer, som jeg stod og manglede, siger Peter Beier, da vi har forladt Oksana og hendes kolleger i produktionslokalet.
Håber de bliver
Peter Beier lægger ikke skjul på, at han er ovenud tilfreds med de ukrainske flygtninge, han har ansat.
De har alle fem erfaring fra fødevarebranchen. En er bager, en anden konditor og en tredje smørrebrødsjomfru. De er alle voksne kvinder med børn, der møder til tiden, er flittige og ved, hvad der bliver forventet af dem uden at brænde al krudtet af på én gang.
- Og så er de smilende, imødekommende og har godt humør. Jeg føler virkelig, at jeg har været heldig, siger Peter Beier.
Han gør nu alt, hvad han kan for, at ukrainerne falder godt til og vælger at blive.
- Vi vil virkelig lægge os i selen for at holde på dem. Jeg håber, de bliver her i mange år.
Taler med hænderne
I første omgang var det borgmester Benedikte Kiær, der spurgte Peter Beier, om han ville ansætte ukrainske flygtninge.
Efter nogle overvejelser, kontaktede han kommunens erhvervskonsulent Charlotte Klitgaard, og sagde, at han gerne ville ansætte nogle, hvis de havde de rette faglige kompetencer.
Peter Beier har boet en stor del af sit liv på landet og været vant til at omgås udenlandske landarbejdere, blandt andet fra Ukraine, som ikke talte dansk eller engelsk. Så det afskrækkede ham ikke.
- Det er første gang jeg ansætter folk, der ikke kan dansk. Men i vores branche taler vi mest med hænderne. Man kan vise, hvordan tingene skal gøres. Hvis vi sørger for, at de falder godt til, skal sproget nok komme.
Ud over sproget oplever han ikke, at det er anderledes at have ukrainske medarbejdere.
- De har samme værdier og væremåde som os. Det har været nemt at få dem ind i virksomheden. Jeg oplever ikke, at man skal tænke eller handle anderledes end med danske medarbejdere.
Peter Beier har allerede ansat endnu en ukrainsk flygtning, som begynder efter sommerferien.
Læs også: Hver tredje ukrainske flygtning er i job
Oksana Sharikova (i midten) taler hverken dansk eller engelsk, men indgår alligevel på lige fod med de øvrige medarbejdere hos Peter Beier Chokolade i Gurre.