Det er både meget dyrt og tidskrævende at udvikle fremtidens energikilder.
Det kan man tale med om i Helsingør-virksomheden Wavepiston, der udvikler bølgeenergi.
Der kan gå flere år, før indtægterne kommer, og derfor har en virksomhed som Wavepiston brug for investorer.
- Det vi laver er dyrt og som investering risikabel. Derfor har det været altafgørende for os, at vi har fået medfinansiering fra EU, fortæller direktør for Wavepiston, Michael Henriksen.
Virksomheden har indtil videre modtaget 6 mio. Euro i støtte fra EU.
- Ud over pengene er det gode ved offentlig medfinansiering, at vi bliver kigget over skulderen af andre, som vurderer, at det vi laver, er interessant. Det giver en blåstempling, som også er afgørende for at skaffe private investorer, siger Michael Henriksen.
Han fortæller, at processen med at søge EU midler er ressourcekrævende.
- Men det er helt sikkert værd at kaste sig ud i, hvis det passer til den udviklingsfase ens virksomhed er i, og det man arbejder med.
Mød virksomheder til fyraftensmøde
Michael Henriksen er blandt oplægsholderne, når lokale virksomheder inviteres til fyraftensmøde den 25. maj om muligheder for offentlig funding.
Ved mødet vil også Alexander Horten, medejer af HHC Medical i Hillerød, fortælle sin historie om at søge offentlig støtte.
HHC Medical udvikler en ny teknik til at give medicinsk behandling, der fungerer mere lokalt i kroppen. Virksomheden har modtaget støtte fra Innovationsfonden.
- Vi er meget taknemmelige for støtten. Vores virksomhed var ikke kommet op at flyve uden, fortæller Alexander Horten.
Han anbefaler andre virksomheder at søge Innobooster-funding fra Innovationsfonden.
- Jeg har været positivt overrasket over, at processen til at søge Innobooster var forholdsvis nem og ligetil. Alle kan lave en ansøgning, så man kan lige så godt prøve det af, siger Alexander Horten.