Erhvervsliv

"Det er ikke højere løn, der holder på medarbejderne”

Konkurrencen om medarbejderne er benhård i entreprenørbranchen. De fleste virksomheder skriger på uddannede håndværkere, og det mærker man også hos Zøllner A/S i Kvistgård.

- Vi kan mærke, at branchen er presset. Alle virksomheder søger efter medarbejdere, og vi hører også hele tiden, at vores folk får tilbud fra andre virksomheder, fortæller Klaus Munk Plum, senior projektchef hos Zøllner A/S.

Han var blandt oplægsholderne ved Helsingør Kommunes sommererhvervsmøde på Den Internationale Højskole i Helsingør. Klaus Munk Plum fortalte om rekruttering og fastholdelse af medarbejdere i en tid, hvor der er mangel på kvalificerede medarbejdere.

Pludseligt vokseværk

Zøllner A/S oplevede en pludselig form for vokseværk, da virksomheden i slutningen af 2021 overtog 35 medarbejdere, fra virksomheden Barslund, som gik konkurs.

Zøllner laver alle former for entreprenørarbejde. Projekterne spænder fra et par millioner til over hundrede millioner, primært Sjælland. Lige nu er Zøllner blandt andet i fuld gang med et stort kloakprojekt i Benløse. Et sådant projekt kræver uddannede rørlæggere, og det er en af de faggrupper, hvor det kan være overordentligt svært at rekruttere.

For Zøllner er førsteprioritet at holde på de medarbejdere, de har.

- Vi bruger meget krudt på at fastholde vores medarbejdere i virksomheden, siger Klaus Munk Plum.

Når der er kamp om medarbejderne, kan det umiddelbart virke fristende at smide nogle ekstra kroner oven i lønposen

- Men det er en dødssejler at konkurrere på lønnen alene. Det er ligesom at tisse i bukserne, siger projektchefen og fortæller, at der er medarbejdere, som har forladt Zøllner, fordi de kunne få mere i løn et andet sted, men at flere er vendt tilbage.

- Og så bliver de her i mange år, siger Klaus Munk Plum.

I stedet for at være lønførende, satser Zøllner på at give medarbejderne medindflydelse. De kan blandt få lov at vælge, hvilket værktøj, de vil bruge.

Virksomhedens rørlæggere er blevet inviteret til en aften, hvor de i fællesskab indrettede, den container, rørlæggerne har med på byggepladsen.

- Det er ting, de bruger hver dag, så det betyder meget for dem, at tingene er som de ønsker, siger Klaus Munk Plum.

Desuden arbejder Zøllner målrettet på, at der er en ordentlig og respektfuld tone på arbejdspladsen, og at det er sjovt at gå på arbejde.

- At det er sjovt at gå på arbejde, er det allervigtigste, siger Klaus.

I gamle dage var tonen i entreprenørbranchen præget af kæft, trit og retning. Sådan er det ikke længere.

- Vi arbejder meget med, at vi skal udvise respekt for hinanden. Vi har alle brug for hinanden, og det skal vores omgangstone afspejle. Selvom der selvfølgelig stadig er et hierarki, og nogen der fortæller, hvad der skal gøres. Det må heller ikke blive en sovepude, siger Klaus Munk Plum.

Ro på

Efter den store tilgang af medarbejdere fra Barslund, har Zøllner ikke de store udvidelsesplaner i de kommende år. Det handler primært om at konsolidere virksomheden i en tid med meget tumult i branchen.

- Vi føler, at vi er et godt sted, og at vi har et godt ry i branchen, siger Klaus Munk Plum.

Det gode ry, er virksomhedens bedste salgsargument over for nye medarbejdere, når der skal rekrutteres.

- Vi gør ikke noget meget anderledes end alle andre i forhold til rekruttering, vi skiller os dog lidt ud ved at bruge de sociale medier aktivt.  Og ofte bliver vi kontaktet af folk, der har hørt godt om os, siger projektchefen.

I øjeblikket har Zøllner ikke nogen ledige stillinger.

- Men hvis vi bliver kontaktet af en dygtig og kvalificeret medarbejder, siger vi ikke nej.

Senior projektchef Klaus Munk Plum (th) sammen med Zøllner A/S direktør, Karl Johan Zøllner.

 

Følg med i de seneste nyheder

Hold dig opdateret på de seneste nyheder fra Helsingør