Børneliv

Tag på natureventyr i lokalområdet

Helsingør Kommune har indgået et samarbejde med app'en Natureventyr. Det betyder, at børn og voksne nu kan drage ud på eventyr langs børnevenlige ruter fire steder i naturen. Undervejs oplever I eventyr fyldt med sjov og udfordringer for børn og voksne, specielt skrevet til områderne, som de foregår i.

Mere end 50.000 børn og voksne har allerede været ude på eventyr med app'en Natureventyr, der indeholder eventyr udformet som skattejagter i naturen. Et nyt samarbejde åbner for fire helt nye og unikke fortællinger i Helsingør Kommune.

Eventyrene er målrettet familier med børn i alderen tre-ni år, og de gør det nemt og sjovt for børnefamilier at gå på opdagelse i kommunens spændende naturområder. Via kortet i app'en går I fra kapitel til kapitel, og undervejs bliver børnene inddraget i fortællingen gennem spørgsmål og sjove udfordringer, der skal løses.

Skrevet unikt til fire forskellige ruter

Eventyrene er skrevet, så de tager udgangspunkt i de ting, som børnene kan opleve langs ruterne. Derfor har hvert område også sit helt eget unikke eventyr.

  • I eventyret Andrea og kongens magiske fest tages man med omkring det gamle Kronborg Slot. Her følger man med pigen Andrea på en mission for at opdage, hvem der har invaderet slotspladsen. Undervejs møder man masser af spændende magiske væsner. 

  • Da enhjørningen Uffe lærte at flyve, er en fantastisk historie om, hvordan de to menneskebørn Sora og Nonia hjælper den stakkels enhjørning Uffe med at lære at flyve. Eventyret foregår i Egebæksvang Skov, og undervejs møder de bl.a. en talende grævling.

  • I historien om Myrna og Ferdinand i troldeskoven er to søskende på jagt efter deres forsvundne får ved Nyrup Hegn. Deres forældre har advaret dem mod at gå ind i skoven, men sporene fra troldene fører derind.

  • Ved Teglstrup Hegn fører moderens godnathistorie drengen Asger på et eventyr i Jagten på det magiske drageæg. Men Asger må være hurtig, for Baron Von Skummelmann og hans sure soldater er også ude efter ægget!

Udviklet i samarbejde med DGI

Virksomheden bag Natureventyr har udviklet app'en i samarbejde med DGI, som har støttet projektet. Bag Natureventyr står fem børnefamilier, der arbejder for flere gode naturoplevelser til børnefamilier over hele landet. 

I kraft af samarbejdet mellem Natureventyr og Helsingør Kommune er alle eventyr gratis at benytte. Det er Byrumspuljen, der i 2020 bevilgede midler til Natureventyr.

Fakta:

  • Du kan finde app'en Natureventyr til både IOS og Android.
  • Turene er på mellem 1 og 1,2 km og tager 45-60 minutter.

Læs mere om natureventyr

Følg med i de seneste nyheder

Hold dig opdateret på de seneste nyheder fra Helsingør