Børneliv

Hjertelys, pirater og troldmandstrylleri i ord og magiske toner

September har stået i musikkens tegn, hvor børnehavebørn og indskolingselever har nydt godt af corona-midler, som Kulturministeriet har afsat til udøvende danske kunstnere. En række musikere valgte nemlig at lægge vejen forbi Helsingør Kommune med tre forskellige koncerter.

Hjertelys

17 børnehaver har haft besøg af musikfortællingen Hjertelys med sanger og fortæller Ea Phillipa og percussionist Tira Skamby.

Med enkle kostumer, sprøde toner og seje lyde førte duoen børnene ind i et fantasifuldt univers befolket af sære væsner.

Hovedpersonen var pigen Phillililipa, der havde glemt, hvem hun var. Heldigvis finder Phillililipa sit hjertelys og dermed sig selv, før hendes hjerte fryser til is. Undervejs får hun hjælp af Drømmevæveren, som væver alle børns drømme, en mystisk troldmand fra den dystre by Valaking og Tåresamlersken, som hjælper børn, når de er kede af det.

En historie med stor poesi og et filosofisk tvist.

Eigil, som var et af de ca. 600 børn, der hørte koncerten, forklarede bagefter, hvad det handlede om:

- Pigen kunne ikke finde sit hjerte. Det var blevet væk, så hun ledte og ledte, og til sidst fandt hun sig selv og sit hjerte.

Musikfortællingen Hjertelys har bl.a. spillet for børnene i Børnehuset Kysten.

Hør en sang fra koncerten

De Frygtede Pirater

På M/S Museet for Søfart var De Frygtede Pirater alias musikere fra DR's symfoniorkester og den seje styrkvinde og trommeslager Percussia om bord på et skib, der med sang og musik skulle løse en svær musikalsk gåde, finde Drømmenes skat og undgå den farlige Malmstrøm og dermed den visse død på havets bund.

Historien er skrevet af børnebogsforfatter Melin P. Mann, og udover den nykomponerede musik bestod koncerten af et spændende digitalt lydunivers.

30 klasser med børn fra 0. til 3. klasse deltog i koncerterne. De var en del af skibets besætning og hjalp musikerne med at løse gåden, så alle mand m/k efter ca. 45 minutter kom hele, glade og syngende hjem igen.

Koncerten var arrangeret i et samarbejde mellem DR Musikariet, M/S Museet for Søfart og Helsingør Kommune.

En klasse på vej ind til De Frygtede Pirater på Museet for Søfart.

Se uddrag af koncerten

Troldmandens Lærling

Mørdrupskolen, Grydemoseskolen og Snekkersten Skole har haft besøg af musikforestillingen Troldmandens Lærling. En koncert der er bygget op over Johan Wolfgang von Goethes historie om Troldmandslærlingen, der sætter gang i løjerne med sine magiske evner under en rengøring og ikke kan huske en vigtig trylleformular, da det hele er ved at gå amok med vand og koste.

Koncerten er en blanding af lyd og abstrakt video. Eleverne møder klarinettisten og komponisten, den udøvende og den skabende. Hvordan lyder klarinetten i sig selv og hvordan lyder den computertransformeret?

Koncerten viser den kreative proces, og hvordan man kan lege med det akustiske instruments klang kombineret med videobilleder, der giver musikken farver.

Få et indryk af det visuelle udtryk

Fritz Gerhard Berthelsen, der spiller klarinet i Troldmandens Lærling, er også underviser på Helsingør Musikskole. Han fortæller at klasserne har taget rigtig godt i mod det anderledes koncertformat.

Professionel musik er en fast del af skoleskemaet

Ud over at være en del af en afvekslende skoledag bidrager den professionelle musik som et fast indslag til undervisningen og den almene dannelse i skolen.

Helsingør Kommunes skoler er nemlig en del af den nationale skolekoncert-ordning Levende Musik i Skolen, som betyder, at alle elever fra 0.-7. klasse hvert år oplever en professionel koncert på skolen med nogle af Danmarks mange dygtige professionelle musikere.

Følg med i de seneste nyheder

Hold dig opdateret på de seneste nyheder fra Helsingør