Børneliv

Forældre og børn har shinet deres skole op sammen

Lørdag den 11. juni var ca. 60 familier fra Espergærdeskolen samlet til arbejdsdag. Udstyret med pensler, maling, koste og skovle gik børn og voksne i gang med at sætte skolens temmelig slidte legeplads i stand. Og efter seks timers arbejde var legepladsen langt mere indbydende og hyggelig end før.

- Der blev arbejdet igennem, og både børn og voksne hyggede sig og fik snakket på kryds og tværs, fortæller Laura Gade-Rasmussen, mor til to børn på skolen og initiativtager til dagen:

- Det var en god måde for os alle sammen, både børn og voksne, at få hilst på hinanden og skabt den gode 'lille skole'-stemning, som Espergærdeskolen er kendt for, hvor alle kender alle. En god måde at genåbne skolen rigtigt efter corona-nedlukningen.

Samarbejde med skoleledelsen

Arbejdsdagen blev til i samarbejde med skoleledelsen, som stod for at samle elevernes, lærernes og pædagogernes gode ideer til, hvordan deres skole kunne blive sjovere og endnu hyggeligere at gå på.

En arbejdsgruppe bestående af forældre valgte de projekter ud, som kunne realiseres, og sørgede for at købe de relevante materialer: Maling, træbeskyttelse, planter mm.

Der blev både etableret nye højbede, malet døre og træværk, samlet skrald og bygget skateramper.

Dagen sluttede med fernisering af nye 'toilet-kunstværker' og pizza og is ved de nymalede langborde.

- Efter arbejdsdagen er der opstået nye lege i skolegården, som også er blevet et sted, eleverne mødes søndag eftermiddag for at stå på rulleskøjter og løbehjul, fortæller Laura Gade-Rasmussen.

Det er planen, at en arbejdsdag skal være en årlig tradition på Espergærdeskolen.

Følg med i de seneste nyheder

Hold dig opdateret på de seneste nyheder fra Helsingør