Børneliv

De yngste elever oplevede Ragnarok

Ikke mindre end 1370 elever fra 1. til 4. klasse deltog i starten af november i musikfortællingen Ragnarok på Kulturværftet. En forestilling produceret af DR Musikariet, der er DR's platform for musikproduktioner til børn.

Koncerten formidler via sang og musik den dramatiske historie om Ragnarok, hvor guderne Odin, Tor, Frigg, Tyr og Fenrisulven huserer tilsat lyn og torden og skuespiller Ghita Nørbys flotte fortæller-stemme.

Hør komponisten Mathias Madsen Munch, der står bag Ragnarok, introducere eleverne til musikfortællingen:

Introduktion til Ragnarok med komponist Mathias

Undervejs i koncerten deltog eleverne ved at aktivere nogle særlige rune-kort, som de fik udleveret på vej ind til koncerten. Alle sang og klappede også med, bl.a.  på denne sang:

Ravnen skriger, uglen tuder.

Hør mit råb, I høje Guder.

Op til månen op til solen.

Tyr, Tor, Frigg, Odin!

Hanen galer, hornet kalder.

Hør mig i de høje haller.

Op til månen, op til solen.

Tyr, Tor, Frigg, Odin!

Det var en sansemættet koncert med violin, klaver, trommer, perkussion, flot scenografi og lyssætning. En enkelt dreng måtte en tur udenfor undervejs. Udstyret med et høreværn kom han dog hurtigt tilbage på tilskuerrækkerne. Og de elever vi talte med på vej ud fra koncerten var begejstrede for oplevelsen.

De i alt seks koncerter blev gennemført i et samarbejde mellem DR Musikariet, Kulturværftets musikafdeling og Børnekulturkonsulenten for Helsingør Kommune.

I alt 58 klasser fra Helsingør og Fredensborg Kommune deltog.

Se video fra forestillingen

Se video fra Ragnarok

Følg med i de seneste nyheder

Hold dig opdateret på de seneste nyheder fra Helsingør