Børneliv

Børn med særlige behov kan få udsat deres SFO-start

De fleste børn begynder i SFO i begyndelsen af maj det år, hvor de skal begynde i skole i august. Men ikke alle børn er klar til at begynde i SFO, når de egentlig skal. Det har dagtilbudslederne i Helsingør Centrum erfaret – og derfor har de etableret et samarbejde med distriktsskolen om udsat SFO-start. Det er muligt, fordi Helsingør Kommune i disse år er sat fri fra de regler, som dagtilbuddene normalt er underlagt.

- Ideen opstod, fordi vi alle sammen har sendt børn af sted i SFO, hvor vi havde det dårligt, fordi vi ikke syntes, de var klar, forklarer Lone Hauge Pedersen, leder i Børnehuset Sommerlyst.

De børn, som får udsat deres SFO-start, kan blive i de velkendte rammer i børnehaven sommeren over. De vil typisk være i gang med at blive udredt, fordi dagtilbud og forældre igennem længere tid har været bekymrede for deres trivsel og udvikling. Måske har børnene allerede fået udsat deres skolestart et år på baggrund af bekymringerne.

Vil ikke trives

Det betyder, at de formentlig ikke skal begynde i den almindelige folkeskole – og derfor giver det ingen mening for dem at gå i SFO på den lokale skole i de tre måneder inden skolestart.

- De vil i reglen ikke trives i en SFO med mange børn og færre voksne end i børnehaven. I SFO’en er der tilmed en tre uger lang sommer-camp, hvor børnene er sammen på kryds og tværs af kommunens SFO’er, og for et sårbart barn vil det virke som endnu et voldsomt skift, siger Sanne Ingemann Andersen, leder af Børnehuset Mariakringlen.

Skoler er meget lydhøre

Derfor har dagtilbuddene i Helsingør Centrum – som udover Sommerlyst og Mariakringlen tæller Rosenkilden og Stjernedrys – indledt et samarbejde med Helsingør Skole om udsat SFO-start. Og skolen har været meget lydhør, fortæller dagtilbudslederne.

- Samarbejdet er rigtig godt, og skolen lytter meget til vores vurdering, fortæller Annika Jensen, leder af Børnehuset Rosenkilden.

I gennemsnit har dagtilbuddene i Helsingør Centrum hver et barn om året, som kan have glæde af en udsat SFO-start.

- Typisk sker der det, at udredningen når at blive klar i løbet af sommeren. Og så kan barnet komme i det rigtige skoletilbud fra begyndelsen og har undgået et unødvendigt skift til SFO, siger Berit Laursen, leder af Børnehuset Stjernedrys.

De fire dagtilbud vil meget gerne blive ved at tilbyde børn med særlige behov en udsat SFO-start – også efter at frisættelsesperioden udløber. Det håber de, at der bliver mulighed for.

- Man kan synes, at det er få børn, der drejer sig om. Men for den enkelte kan det betyde en verden til forskel, understreger Sanne Ingemann Andersen.

Følg med i de seneste nyheder

Hold dig opdateret på de seneste nyheder fra Helsingør