Borger

Vision 2020: Helsingør Kommune har nået målet om 800 nye familier

I 2012 vedtog Byrådet Vision 2020. Et af de bærende visionsmål var, at 800 nye familier skulle flytte til Helsingør Kommune inden udgangen af 2020.

Det samlede antal familier var nedadgående, da aldersgennemsnittet for borgere i Helsingør Kommune generelt er relativt højt sammenlignet med andre kommuner.

Derfor ønskede Byrådet at tiltrække nye familier, der kunne være med til sikre en sund økonomi, velfærd for alle kommunens borgere samt en mere balanceret befolkningssammensætning.

Nu viser de nyeste tal fra Danmarks Statistik, som netop er kommet, at 804 nye familier er flyttet til Helsingør Kommune fra andre kommuner siden 2012.



Det glæder borgmester Benedikte Kiær, der ser udviklingen som et udtryk for, at der er blevet arbejdet målrettet med initiativerne i Vision 2020 - og at Helsingør Kommune bare har rigtig meget at byde på.

Vi har de seneste år oplevet markant interesse for vores kommune, og at flere er flyttet hertil. Nu har vi fået bekræftet, at det er ganske vist. At vi faktisk har nået det ambitiøse mål, der blev sat i 2012. Og det er rigtig godt.

Hun fortsætter:

- For det betyder, at vi er en kommune i udvikling, og at der kommer liv og aktivitet i alle dele af kommunen, og det er godt for vores lokalsamfund. Samtidig betyder det også flere indtægter for kommunen, hvilket sikrer vores lokale velfærdssamfund. Og så hæfter jeg mig ved, at prognoserne spår fortsat positiv udvikling i årene fremover – og det glæder mig, siger Benedikte Kiær.

I 2019 vedtog Helsingør Kommune en ny vision, Vision 2030, der indeholder fem strategiske satsningsområder, som er pejlemærker frem mod 2030.

Læs mere om den nye vision - Vision 2030

Fakta

- Søjlediagrammet viser flytteoverskuddet af nye familier over årene. Den lyseblå søjle viser antallet af nye familier pr. år, og den mørkeblå viser det samlede antal nye familier siden 2012.

- Familier er i Vision 2020 en samlet betegnelse for par med børn, par uden børn og enlige med børn.

Følg med i de seneste nyheder

Hold dig opdateret på de seneste nyheder fra Helsingør

Center for Kultur, Erhverv, Politik og Organisation

Stengade 59
3000 Helsingør
Telefon: 49 28 28 28
E-mail: kepo@helsingor.dk