Borger

Udsigt til bedre livskvalitet for alle

I januar 2020 besluttede byrådet at give et omfattende løft til Nøjsomhed, boligområdet ved Nordvej og Sydvej i Helsingør, som er en afdeling under Boliggården.

Syv opgange er nu ombygget til tilgængelighedsboliger for seniorer, et nyt fælleshus står stort set færdigt og de grønne områder mellem blokkene får lige nu en make-over med blandt andet legepladser, bedre belysning og en udendørs scene.

De 96 ny-istandsatte boliger er indrettet, så gangbesværede og kørestolsbrugere kan bo der. Der er elevator til døren, tre værelser og lidt over 100 kvadratmeter i de fleste boliger, som nu er klar til indflytning. De første er allerede udlejet.

Fælleshuset er med sine 500 kvadratmeter væsentligt større end det gamle. Huset står næsten færdigt og åbner lige efter sommerferien.

Se bare udsigten

Dermed er første fase i den udvikling, der skal gøre Nøjsomhed til et mere attraktivt boligområde ved at være i mål.

Og formand for Boliggården, Anje Holmstad, er meget begejstret for den udvikling, som de nye boliger repræsenterer:

Boligerne er blevet utrolig attraktive. Og se bare udsigten fra den øverste. Jeg flyttede selv ind i morgen hvis jeg kunne, siger Anje Holmstad, der selv bor i Vapnagård, som også hører under Boliggården.

Anje Holmstad ved godt, at de mennesker, der flytter ind i boligerne vil komme til at ligne hinanden meget. Kravet er, at man skal være i arbejde eller uddannelse, over 50 år og uden hjemmeboende børn. Alligevel har hun en forventning om, at de mennesker, der flytter ind vil blande sig på den sociale front og bidrage til aktiviteterne i fx det nye fælleshus.

- Jeg forestiller mig en kvinde, der står i køkkenet og laver arabisk mad til fællesspisning, i et hjørne sidder en gruppe med kaffe og spil og så er der lektiecafé i et andet hjørne. Så ja, jeg drømmer om nogle rigtig gode fællesskaber på tværs af alder, køn og etnicitet, siger hun.

Åbner sig mod byen

Lige nu er Bystrategisk Partnerskab, som er et samarbejde mellem Helsingør Kommune og Boliggården, i gang med at undersøge, hvordan den næste fase i udviklingen af Nøjsomhed skal forløbe.

Den overordnede idé er at boligområdet skal åbne sig mere op mod resten af byen med mulighed for nye funktioner i området fx butik, erhverv, institutioner, flere boliger og styrkede sti- og vejforbindelser.

Formand for Bystrategisk Partnerskab, Marlene Harpsøe, ser flere muligheder for sig:

- Noget af det vi kigger på er at skabe en grøn kile hele vejen fra Nøjsomhed til Teglstrup Hegn. Når man kigger på et kort, er der allerede et tydeligt grønt spor hele vejen, men forbindelsen består af en række ’sti-stumper’, der ikke er ordentligt forbundet.

At give nem adgang til naturen er noget, der virkelig vil løfte området og give mere livskvalitet for borgerne, siger Marlene Harpsøe.

Kom og kig

Og hvis man er nysgerrig på hvad de rører sig i Nøjsomhed i denne tid, så skal man ikke holde sig tilbage men endelig kigge forbi, lyder det fra Anje Holmstad.

- Tag en tur ud og gå rundt herude. Kom ud os se hvor fint det bliver. Jeg ved mange har fordomme om det her område, men kom og oplev det inden du dømmer, siger hun.

Formand for Boliggården, Anje Holmstad, og formand for Bystrategisk Partnerskab, Marlene Harpsøe på besøg i Nøjsomhed


Trappeopgangene i de syv blokke er bygget 'uden på' den eksisterende bygning og har fået et lyst og moderne udtryk. 


Udsigten fra køkkenet her fejler ikke noget.

Følg med i de seneste nyheder

Hold dig opdateret på de seneste nyheder fra Helsingør