Borger

Sundteam står klar til at vaccinere 130 udsatte og hjemløse

De kommende to uger står Sundteam i rusmiddelcenteret over for en stor og vigtig opgave, når 130 udsatte og hjemløse borgere med tilknytning til kommunens væresteder, herberg og varmestuer skal vaccineres lokalt. Første stik bliver givet på tirsdag den 4. maj.

Sundteam er et tilbud til borgere, der er i medicinsk behandling som støtte til at skære ned eller ophøre med alkohol eller stoffer. Borgerne kommer i Sundteam for at få udleveret medicin og til samtaler.



Fra venstre: Annett Rios, Jeanie Møller, Mika V.D. Bussche og Jannie Lund Ejlersen

Mika V.D. Bussche, som er social- og sundhedsassistent i Sundteam, er meget glad for, at de borgere der ønsker det, nu får mulighed for at blive vaccineret – et sted, som de kender, og af mennesker de er trygge ved.

- Det bliver en glædens dag, når vi går i gang på tirsdag. Mange borgere har været bekymrede for at få covid-19, fordi de i forvejen lider af kroniske sygdomme, så jeg tror, at de vil opleve en lethed, når de er blevet vaccinerede, siger hun.

Ændringer fra dag til dag

Mika og resten af teamet har med stor respekt overværet, hvordan de udsatte borgere har håndteret corona og de retningslinjer, der er fulgt med det seneste år. Altid med forståelse og imødekommenhed over for de restriktioner, som teamet har indført på baggrund af sundhedsmyndighederne retningslinjer. Også selvom procedurerne til tider har ændret sig fra dag til dag.

De har været enormt gode til at passe på sig selv og hinanden, når de er kommet her hos os, siger Annett Rios som er læge i sundhedsteamet.

Hun fortsætter:

- Vi skal også huske på, at det ikke er alle dem, der er blevet spurgt, der ønsker at blive vaccineret, så derfor skal vi fortsat passe på dem og os selv.

Stor tryghed for borgerne

Alt i alt giver det god mening, at det er Rusmiddelcenteret, der skal varetage opgaven, mener de begge.

- Mange af de udsatte borgere har ikke Nem-id eller har meget svært ved at bruge det. Desuden så kender de stedet her, og de mennesker der skal stikke dem. Det giver en stor tryghed, siger Mika V.D. Bussche.

Jeg glæder mig

En af dem, der skal vaccineres på tirsdag er Claus Larsen, førtidspensionist og bruger af Rusmiddelcenteret. Han ser frem til at få sit første stik.

Jeg glæder mig til at blive vaccineret. Så bliver det lidt mere sikkert for mig, og jeg skal ikke være bekymret for at blive syg eller at smitte min mor, siger Claus Larsen.

Så normal hverdag som mulig

Han er 56 år og er opvokset i Helsingør men pga. et knivoverfald for 30 år siden, er han ramt af lammelser i højre side af kroppen og har svært ved at finde de rigtige ord. Han kommer dagligt i Sundteam for at hente sin medicin.

Claus Larsen lider også af KOL, så corona har det seneste år fyldt meget i hans tanker og gjort, at han har holdt sig mere for sig selv end normalt. Alligevel har han forsøgt at opretholde så normal en hverdag som muligt sammen med sin mor, som han bor hos og har passet gennem et længere sygdomsforløb.

Selvom jeg bliver vaccineret vil jeg stadig passe på mig selv og holde afstand. Det ligger så dybt i mig nu. Jeg kan ikke forestille mig nogen værre måde at komme herfra på, end ikke at kunne trække vejret, siger Claus Larsen.

Men selvom året med corona har været hårdt og til tider har sendt ham helt ned i kulkælderen, har det også skabt et tættere bånd mellem Claus og hans mor.

- Så noget godt er der da kommet ud af corona, siger Claus Larsen.

I første omgang bliver hverdagen i Rusmiddelcenteret ikke så meget anderledes, selvom de fleste borgere er blevet vaccineret, da krav om mundbind, afstand osv. fortsat gælder.

Dog håber Annett Rios og Mika V. D. Bussche, at de snart igen kan stille kaffe og morgenbrød frem til borgerne, når de kommer ned for at hente medicin, og på den måde lægge op til lidt mere socialt samvær for en gruppe borgere, der har betalt en høj pris under nedlukningen.

Sundhedsteamet vaccinerer de 130 udsatte borgere første gang den 4., 5. og 6. samt 10. og 11. maj.

Læs mere om aftalen med regionen om lokalt vaccinationssted for udsatte borgere

Læs mere om Helsingør Rusmiddelcenter

Følg med i de seneste nyheder

Hold dig opdateret på de seneste nyheder fra Helsingør