Borger

Ro i sjælen og jord under neglene på Flynderupgård

- Vi vil alle sammen gerne vil være et forbillede for vores børn, men for megen uro i tanker og krop kan gøre det svært at finde sin vej i livet. Mit job er at finde ud af, hvordan man tænder gnisten, der kan forbedre den enkeltes livskvalitet. Det er meget simpelt. Vi trækker vejret, kigger på dyrene, går i køkkenhaven og finder den indre ro. Det er første vigtige skridt for at kunne mærke sig selv.

Sådan beskriver indsats- og afklaringskonsulent Diana Brændeholm formålet med det nye aktiverings- og afklaringsforløb på Flynderupgård i Espergærde, som hun selv har været med til at få op og stå. Og drivkraften kommer helt indefra. For et år siden var det nemlig hende selv, der fandt både ro og mening i tilværelsen på den gamle lystgård.

Fra stress til ro

Diana Brændeholm er uddannet kok og har arbejdet i den ofte hektiske restaurationsbranche i mange år, bl.a. på en anerkendt Michelinrestaurant i København, hvor ordrer og tallerkner fløj igennem luften. Men i begyndelsen af 2021 gik hun ned med stress, og forstod pludselig, at hun måtte finde en ny vej.

Jeg havde for travlt men manglede også en større mening i mit arbejdsliv.
At knokle for at forberede og lave dejlig mad til 100 gæster som så klager over, at sovsen er kold. Det er bare ikke meningsfuldt i længden, fortæller hun.


Et praktikforløb på først Nyruphus og senere på Flynderupgård blev begyndelsen på et helt nyt og meget mere meningsfuldt arbejdsliv for Diana. I de grønne omgivelser, med havearbejdet og blandt dyrene fandt hun netop den indre ro, hun havde manglet.

- Arbejdet i og med naturen og dyrene var så roligt men alligevel utrolig meningsfuldt.

Den ro, som hun mærkede i sig selv, når hun arbejdede på gården, ville hun gerne hjælpe andre til også at finde. På den måde opstod i et tæt samarbejde med ledelsen på Flynderupgård, jobcentret og nøglepersoner på CABAS idéen til et aktiveringsforløb, som alle kunne se værdien i.

Projektet blev godkendt i februar og den 1. marts 2022 blev Diana Brændeholm ansat i stillingen som indsats- og afklaringskonsulent.

Arbejde og meditation

Henrik er en af de borgere, der kommer på Flynderupgård tre dage om ugen. Sammen med de 11 andre borgere, der er i forløbet lige nu, arbejder han i køkkenhaven og laver andet ’grønt arbejde’. Flytter jordbærplanter, klipper hæk, slår græs, planter solsikker eller gør jorden klar til gulerødder, løg og porrer. Alt efter hvad dagsformen er til - og hvad Diana vurderer giver mening den pågældende dag.

Han nyder at møde op til en udendørs arbejdsdag. Det giver ro i hovedet, som han siger.

Jeg kan mærke, at det gør noget godt for mig at være så meget udendørs. Jeg kan gå og arbejde samtidig med, at jeg slapper af i hovedet. Det er lidt som meditation at være her, fortæller Henrik.

Henrik har aldrig tidligere turdet drømme om uddannelse og fast arbejde men lige nu pusler han med tanken om at uddanne sig til fysioterapeut.

- Jeg er ikke så god til at være social og snakke med andre mennesker. Det skal man kunne i det fag. Men jeg øver mig her sammen med gruppen. Lige nu arbejder jeg 12 timer, og mit mål er at komme op på 20 timer om ugen. Jeg tager et skridt af gangen, siger Henrik, der gerne vil være anonym.

En svær balance

Diana Brændeholm bruger ofte sit overblik og ledelseserfaring fra køkkenet, når dagens og ugens opgaver skal planlægges og fordeles. Indsatsen bygger på konceptet ’Fra jord til bord’, hvor borgeren følger madens vej fra de første frø lægges i jorden til maden serveres for gæsterne i spisehuset.

Diana har hele tiden med blik for, at opgaverne skal give selvtillid og positive oplevelser for gruppen af borgere - og ikke kun være til gavn for driften.

- Det er en balance, som jeg hele tiden skal holde mig for øje. Der er tusind opgaver, som vi kan kaste os over, eller som andre her på gården spørger, om vi kan løse. Borgerne må gerne blive udfordret, men der skal være plads til at vokse med opgaven og mulighed for at trække sig, hvis man bliver presset ud over sin grænse, forklarer Diana.

God dynamik

Der er en god dynamik blandt borgerne i gruppen, men sociale vanskeligheder kan betyde, at der er brug for hjælp til at håndtere små sammenstød med de mange mennesker, som har deres daglige gang på gården.

- Det er min opgave at have et øje på de situationer, der kan blive ubehagelige for den ene eller den anden. Så går vi lige en tur, trækker vejret og mærker efter om vi kan være i det, forklarer Diana.

Selvom Diana Brændeholm møder ind på arbejde hver dag, så føles det faktisk ikke rigtig som et arbejde.

- Jeg kan godt være træt, når jeg kommer hjem, fordi jeg bruger mig selv. Men det føles ikke som et arbejde, når jeg er i det. Det føles så naturligt og nemt, og det giver bare så god mening.

Fakta

- Et typisk aktiverings/afklaringsforløb på Flynderupgård varer 13 uger. Det er jobcentret, der henviser relevante borgere til forløbet.

- Målet er at støtte borgeren i at finde en vej, så borgeren kan blive klar til at søge job eller uddannelse på almindelige vilkår.

- Jobcentret og Flynderupgård holder månedlige statusmøder for løbende at kunne justere indsatsen og sikre projektet er på rette spor.

- Forløbet er et pilotprojekt, der foreløbig kører frem til 31. december 2022

Følg med i de seneste nyheder

Hold dig opdateret på de seneste nyheder fra Helsingør