Borger

Ny arkitekturpolitik skal værne om kommunens kvaliteter

”Vi har en utrolig smuk kommune, og det skal vi sikre, at den også er i fremtiden.”

Sådan lød det fra Christian Holm Donatzky, afgående formand for By- Plan og Miljøudvalget, til Byrådets sidste møde i december 2021. Her var alle partierne enige om at sende kommunens nye arkitekturpolitik i høring i januar.

Den nye arkitekturpolitik fastsætter, hvordan der fremover skal ses på og arbejdes med arkitektur i Helsingør Kommune. Omdrejningspunktet er seks arkitekturpolitiske pejlemærker for byudviklingen, som skal medvirke til at bevare, udvikle og styrke kommunens fysiske rammer men også at øge opmærksomheden omkring de arkitektoniske kvaliteter.

Et stærkt værktøj

Janus Kyhl, der er ny formand for By,- Plan- og Trafikudvalget, er begejstret for, at arkitekturpolitikken nu er nået til høringsfasen:

Med arkitekturpolitikken får vi et stærkt værktøj, som vi kan læne os op ad, når vi udvikler byen, siger Janus Kyhl.

I Helsingør Kommunes by- og landområder er der nemlig rigtig mange kvaliteter, som vi skal passe på, mener han.

- Arkitekturpolitikken handler ikke kun om hvilke krav vi skal stille, når vi bygger nyt. Den fastlægger også, hvordan vi skal passe på vores bygninger, byer og landskaber, siger Janus Kyhl.

Arkitekturpolitikken er i høring fra den 10. januar til den 20. februar 2022.

Læs arkitekturpolitikken og kom med dine input

Fælles om arkitekturen

De fleste forbinder ordet arkitektur med bygninger, og det er også ofte bygninger der er størst fokus på i byudviklingen. Men rummene mellem husene er mindst lige så vigtige, fx uderum som gårde og haver, men også alle de fælles byrum som veje, pladser og parker, badebroer, boliger, skovstier og parkeringspladser.

Alle vores fysiske omgivelser er arkitektur, og det sætter kommunen fokus på i de kommende uger på Instagram med kampagnen #fællesomarkitekturen. Følg med på @helsingorkommune.

Kom til orienteringsmøde om arkitekturpolitikken

Helsingør BYLAB inviterer desuden til virtuelt orienteringsmøde om arkitekturpolitikken tirsdag den 1. februar 2022 kl. 17 til 18. Her kan man høre om politikkens formål og indhold, og om hvordan politikken skal bruges, når vi udvikler byen. Link til mødet følger.

Følg med i de seneste nyheder

Hold dig opdateret på de seneste nyheder fra Helsingør