Borger

Min identitet er tæt forbundet med Villa Fem

Davut Yeser beskriver sig selv som en ægte helsingoraner, hvis identitet er tæt forbundet med Vapnagaard og området omkring Villa Fem. Han kom til Danmark fra Tyrkiet, da han var to år gammel og har boet i Vapnagaard indtil han var 27 år, hvor han købte sin egen lejlighed på Snerlevej. Som ung kom han selv i det værested, som lå, der hvor Villa Fem ligger i dag.

- Jeg brugte meget tid her og blev inspireret af de voksne, der tog sig af os dengang. De var gode til at snakke med os og havde det ikke været for dem, var jeg nok ikke selv blevet pædagog, siger Davut, der i dag er 48 år.

Fra butiksassistent til pædagog

Davut arbejdede i syv år som butiksassistent og pendlede til København hver dag, men i 1998 ringede telefonen en dag med et tilbud om et barselsvikariat som pædagogmedhjælper i klubben. Vikariatet blev siden til en fast stilling og i 2002 kunne han kalde sig pædagog – en uddannelse han tog ved siden af sit daglige arbejde. 25 år senere er han stadig fast inventar i den klub, der i dag hedder Villa Fem.

- Jeg sagde ja dengang, fordi det tiltalte mig at give noget af det videre, som jeg selv havde fået. Og så tiltalte det mig at arbejde i det område, hvor jeg har boet hele min barndom og ungdom og som jeg føler mig tæt forbundet med, forklarer Davut.

- Jeg forestillede mig også, at det nok var ret hyggeligt at sidde og drikke kaffe sammen med de andre, men når man så har siddet til det første forældremøde, så opdager man, at man berører nogle unges menneskers liv og kan præge dem i en retning, der giver dem mod på fremtiden. At man kan give dem noget i rygsækken, så de ikke ender de forkerte steder og i det forkerte selskab. Det er ret fantastisk.

Fodbold som værktøj

En stor del af Davuts arbejdsdag går med at arrangere og afvikle fodboldturneringer, stå for gaming-aktiviteter og tage på forskellige ture ud af huset med børnene. Alt sammen med de vigtige relationer og fællesskaber for øje.

- Sport og fodbold har altid været mit værktøj, kan man sige. På hvert gadehjørne kan man finde nogen, der spiller fodbold og bruge det som anledning til at få dem med ind i fællesskabet.

Et særligt sted

Davut elsker mangfoldigheden i Villa Fem og kunne lige nu ikke forestille sig at arbejde andre steder.

- Villa Fem er nok det sted i kommunen, der bedst beskriver, hvad mangfoldighed er. Der er børn fra alle lag i samfundet, de bor både i boligområder og i store villaer, nogle forældre har ingen uddannelse og andre har lange akademiske uddannelser. Den forskellighed der er her, synes jeg er fantastisk. Det er derfor, jeg stadig er her.

Den bedste anerkendelse han kan få, kommer ikke fra ledere eller kolleger, men fra tidligere klubbørn, der ringer og fortæller hvor taknemmelige de er for den tid, de har været i klubben – eller for at Davut fik dem med på den der skitur, selvom pengene derhjemme var små. Men behovet for fællesskabet stort.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg stammer fra ’syd for Lolland’, smiler han og fortsætter: - Så når det lykkedes at hjælpe nogle af de børn, der kan spejle sig i mig, i en positiv retning, ja så bliver jeg glad. Jeg ønsker for alle børn, at de skal sigte så højt som muligt. Ikke alle kan blive den nye Ronaldo, men hvis man sigter højt, og gør sig umage i skolen, er der større chance for at lande et sted på mellemvejen. Et sted hvor man bidrager til samfundet og bliver en vigtig del af fællesskabet.

Davut Yeser kan fejre 25 års jubilæum i Helsingør Kommune den 1. juli 2023.

Følg med i de seneste nyheder

Hold dig opdateret på de seneste nyheder fra Helsingør