Den 1. marts tiltrådte Rasmus Bjerregaard som kommunaldirektør i Helsingør Kommune. Men selvom han er ny på posten, er han ikke ny i kommunen. Siden 2000 har han boet inden for kommunegrænsen med sin hustru Trine Ferdinand og deres to børn Villads og Andrea. Først i udkanten af Tikøb og nu i Helsingør.
- Vi faldt for charmen ved lige præcis det sted i Tikøb. Landlige omgivelser, fællesskab og naturen tæt på. Vi havde ikke lyst til at bo på et trinbræt. Det skulle være land eller by, så vi traf et valg. Hvilken kommune vi flyttede til var ikke så vigtigt.
Rasmus beskriver sig selv som en outdoor-type med stor kærlighed til kanoture, jagt, fiskeri og vandreture og knap så meget kulturforbruger. Alligevel har han ikke kunnet undgået at bemærke, hvordan Helsingør Kommune gennem årene er lykkedes utrolig godt med en ’destillering af kulturprofilen’, som han kalder det.
- Jeg har indtil for nylig kun fulgt den lokale offentlige debat sporadisk - men profileringen af hele kulturområdet med masser af events og etableringen af Kulturværft- og havn har jeg ikke kunnet undgå at lægge mærke til. Det synes jeg, man er lykkedes utrolig godt med.
Direktør i egen kommune
Da stillingen som kommunaldirektør blev ledig i efteråret begyndte Rasmus at følge mere med. Fristelsen til at lægge kræfterne i sin hjemkommune var stor. Og efter tre uger på posten er fordelene ved at være både borger og kommunaldirektør i samme kommune til at få øje på.
- Der er helt klart en særlig glæde forbundet med at gøre det, som jeg har gjort i andre kommuner, i min egen kommune. Samtidig oplever jeg også at få et lokalkendskab forærende, der gør det nemmere at se sammenhængen i nogle ting. En tredje fordel er muligheden for at deltage i aktiviteter i weekenden. For eksempel at kigge forbi åbningen af Kulturhus Nordvest en lørdag formiddag. Det giver en større forståelse og samhørighed mellem privatliv og arbejdsliv.
I praktik og ikke på kongebesøg
I første omgang vil kommunens ca. 5000 medarbejdere nok ikke mærke det store til, at der sidder en ny kommunaldirektør i stolen, lyder vurderingen. Forandringer for forandringens skyld er nemlig ikke noget direktøren praktiserer.
- Skal vi være ærlige, så er det nok de færreste, der vil opleve en direkte sammenhæng. Jeg er ikke kommet hertil for at sætte et bestemt aftryk. Men jeg kommer selvfølgelig med en mening om tingene og retningen for kommunen. Jeg tror på stille og rolige forandringer i takt med, at vi støder ind i noget, vi kan gøre bedre.
Til gengæld kan flere arbejdspladser se frem til et besøg af kommunaldirektøren i nærmeste fremtid. Han planlægger nemlig at tage ud i praktik for at opleve medarbejdernes hverdag på tætteste hold.
- Jeg vil gerne rundt og se organisationen og møde medarbejderne – og helst der hvor hverdagen ikke bare kører på skinner, men hvor der kan opstå bøvl. For det er svært at lede en organisation, du ikke kender. Derfor skal det heller ikke være kongebesøg, hvor alle har strøget skjorten men en reel praktik, hvor jeg udfører opgaverne sammen med medarbejderne. Det kan være plejeopgaver i hjemmeplejen, at udstede pas eller sætte sig på gulvet i en vuggestue - jeg tager gerne fat. Målet er at lære organisationen at kende, opbygge vigtige relationer og styrke tilliden.
En tredobbelt skruestik
Et solidt kendskab til organisationen og stærke relationer udad og indadtil bliver der brug for, når de udfordringer kommunen står overfor lige nu skal løses. Med en stram økonomi, rekrutteringsudfordringer og et stigende forventningspres til, hvad kommunen skal levere er vi fastholdt i en tredobbelt skruestik, forklarer kommunaldirektøren.
- Økonomien er udfordret, det må vi sige som det er. Og ligesom andre kommuner mangler vi medarbejdere. Løsningerne hænger bestemt ikke på træerne. Men en af løsningerne handler om måden, vi forholder os til fællesskabet på. For vi kan ikke løse de her udfordringer alene. Vi har brug for en drøftelse med civilsamfundet, altså borgerne, erhvervslivet og foreningerne om hvem der kan gøre hvad, til hvilken kvalitet eller hvilken pris.
En anden udfordring er det omdømme eller det renommé, som kommunen har i den lokale offentlighed, mener Rasmus.
- Jeg kunne tænke mig, at vi blev bedre til at finde flere steder at fortælle om alt det, vi lykkes med. Samtidig med at vi skal kunne tåle det kritiske blik, for vi træffer mange afgørelser med stor betydning for menneskers liv. Men kritikken bliver måske ikke altid opført de rigtige steder, og det får betydning for mange medarbejderes trivsel.
Han fortsætter:
- Hvis vi også kan få større samhørighed på erhvervspolitikken og et endnu bedre samarbejde med erhvervslivet til glæde for den samlede kommune vil det være rigtig godt. Jeg har indtryk af, at man ofte arbejder mere ved siden af hinanden end sammen om det gode erhvervsklima. Det kan vi gøre bedre, tror jeg.
Mod og optimisme
Trods udfordringerne og det store ansvar, der følger med stillingsbetegnelsen er det i bund og grund et ret fedt job at være kommunaldirektør, hvis man spørger Rasmus.
- Det er sjovt og spændende at stå i spidsen for en stor organisation med mange muskler. Men det kræver mod og optimisme flere steder fra for at finde de gode løsninger. Hvis vi skal ud af den tredobbelte skruestik kræver det fælles fodslag og mod til sammen at bryde vanetænkning og gøre tingene på nye måder.