Prisen går til et projekt, der har fornyet måden at formidle historie og kulturarv på og gøre den tilgængelig for flere. Den følges samtidig af en check på 10.000,-
Det var en stolt formidlingsinspektør, Frederikke Heick, der modtog prisen sammen med
museumsleder David Høyer og skuespiller Tobias Leander på vegne af museerne.
- Der er ikke så mange af den slags priser, så i museumsverdenen og inden for historisk formidling er det et anerkendende klap på skulderen at modtage den her pris. Vi er meget glade for den, lyder det fra Frederikke Heick, der har ansvaret for den overordnede formidling på Museerne Helsingør.
Et livsdilemma
Museerne fik prisen for vandreforestillingen 'Et livsdilemma', der blev opført på Skibsklarerergården i sommeren 2022, og som blander audiowalk og teater i en fortælling om kærlighed i 1830’ernes Helsingør.
Her var normer, stand og økonomi med til at styre kærlighedens veje – og den fortælling blev i ’Et Livsdilemma’ levendegjort bl.a. med hjælp fra rigtige skuespillere.
- Der ligger et stort arbejde bag sådan en forestilling, så det er dejligt at der bliver lagt mærke til det formidlingsarbejde, vi laver, lyder det fra formidlingsinspektøren.
Hun fortsætter:
- Forestillingen er et eksempel på den måde, vi er begyndt at arbejde med sanselighed på. Vi vil gerne føre folk tilbage i tiden, og det kan være svært på et husmuseum som Skibsklarerergården, men med skuespillere og lyd kan man komme et skridt dybere ned i oplevelsen. Man kan forstå livet, der blev levet her i huset på en anden måde, fortæller Frederikke Heick.
Et kvalitetsstempel
Håbet er, at prisen kan komme kommende forestillinger på Museerne Helsingør til gode.
- Den forestilling vi har i støbeskeen til sommer, kan nu forhåbentlig blive endnu bedre, da prisen også fungerer som et kvalitetsstempel, når vi er ude og søge penge, siger Frederikke Heick.
Der var i alt fem nominerede fra hele landet til Historiske Dages Fornyelsespris 2023.