Økonomi- og Erhvervsudvalget har behandlet en fælleshenvendelse fra Djøf/HK vedrørende Bech-Bruuns undersøgelse af borgmesterens adfærd overfor medarbejdere i kommunens whistleblower-enhed.
Baggrunden
Økonomi- og Erhvervsudvalget besluttede på et møde den 30. september 2022, at advokatfirmaet Bech-Bruun skulle forestå en advokatundersøgelse på baggrund af en fælleshenvendelse fra Djøf/HK om borgmesterens adfærd overfor medarbejdere i kommunens whistleblower-enhed.
Bech-Bruun forelagde undersøgelsen for udvalget den 28. oktober 2022 og udsendte pressemeddelelse herom den 31. oktober 2022.
I forlængelse heraf har Djøf/HK den 21. november 2022 fremsendt en ny fælleshenvendelse med kritik af Bech-Bruuns undersøgelse.
Behandling af den nye fælleshenvendelse
Økonomi- og Erhvervsudvalget har behandlet fælleshenvendelsen på møder den 23. november og 25. november 2022. Udvalget har fået forelagt redegørelse fra Bech-Bruun både mundtligt og skriftligt, og finder på den baggrund ikke grundlag for at iværksætte yderligere undersøgelser.
Udvalget finder, at uanset, at der ikke er grundlag for retlig kritik, havde det været hensigtsmæssigt, hvis borgmesteren havde afholdt sig fra at dele sin opfattelse af håndteringen af sagen med medarbejdere på Rådhuset.
Økonomi- og Erhvervsudvalget kritiserer, at der har været en uhensigtsmæssig kommunikation fra borgmesterens side overfor medarbejderne i whistleblower-enheden. Det er borgmesterens ansvar som den øverste leder at sikre et sundt og sikkert arbejdsmiljø for medarbejderne.
Økonomi- og Erhvervsudvalget beklager, at vi som personaleudvalg ikke har formået at bibringe medarbejderne i whistleblower-enheden vores anerkendelse af deres indsats i forbindelse med deres håndtering af whistleblower-sagen. De har vores fulde tillid og er savnet af alle. Medarbejderne stod med en yderst vanskelig opgave, som de har håndteret korrekt ved at søge ekstern rådgivning om den rette fremgangsmåde og ved at overlade beslutningen om undersøgelsens form til Økonomi- og Erhvervsudvalget.
Et voldsomt pres
Økonomi- og Erhvervsudvalget anerkender, at både medarbejderne og borgmesteren har været udsat for et voldsomt pres.
Det er Økonomi- og Erhvervsudvalgets håb og ønske, at medarbejderne hurtigt kan vende tilbage til en god hverdag i et trygt arbejdsmiljø og få genskabt et godt samarbejde med borgmesteren. Et mediationsforløb mellem parterne kan danne baggrund herfor.
Økonomi- og Erhvervsudvalget finder endvidere, at retningslinjerne vedrørende kommunens whistleblower-ordning bør revideres snarest muligt, således at retningslinjerne skaber bedre rammer for arbejdet med whistleblower-indberetninger til gavn for både whistleblower-enheden og indberettede personer.