Helsingørs Mange Ansigter

Knejpe Festival fejrer 600 året med gamle og nye toner

24-09-2026

Campingrock, hornmusik i gaderne og 600 års jubilæumstema. Snart lægger den 16. udgave af den populære Knejpe Festival fra land - og det bliver med både nye og velkendte toner på programmet.

Holdet bag Knejpe Festival står klar til at tage imod de mange lokale og udenbys gæster, der finder vej til Helsingør.

Festivalen lægger fra land den første weekend i oktober, altså fredag den 2. og lørdag den 3. oktober, hvor ni af byens caféer og værtshuse - sammen med Kulturværftet og Toldkammeret – byder på sømandsmusik og andre hæsblæsende musikalske oplevelser lidt ud over det sædvanlige. Flere end 60 gratis koncerter finder sted i løbet af de to dage.

Ny besætning ved roret
I år er der nye musikalske ansigter bag festivalen. Det er nemlig Christian Dürr og Kinneret Sarusie fra Kulturværftet, der har stået for at booke kunstnere og sætte rammen omkring Knejpe Festival 2026. 

Vi glæder os til at videreføre festivalen, der har opbygget en stor fanskare over årene og står et rigtig godt sted i dag. Vi vil gerne videreføre alt det gode, og samtidig tilføre nye elementer, der passer til jubilæumstemaet og tidsånden, siger Christian Dürr Henriksen.

Han fortsætter:

Et jubilæum handler vel netop om at se fremad og samtidig huske det, der var.

Rockrytmer fra campingvognen 
Nye på programmet er bl.a. danske Standart, der spiller dansksproget rock med trommestorm og punk i maskinrummet - fra deres campingvogn. Campingvognen kommer til at flytte sig rundt i byen med koncerter uden for spillestederne.

Det 30 mand store orkester Kronborg Brass er også nye på knejpe. Tonerne fra de store messingblæsere kommer også til at lyde i gaderne. Her kan man forvente ”klassisk håndværk og løssluppen spilleglæde i et orkester, der ikke er bange for at trykke til,” som det lyder i programmet. 

I år prøver vi noget nyt, nemlig at tage gaden i brug. Det er en måde at invitere et endnu bredere publikum til at tage del i festivalen, siger Christian Dürr Henriksen.

Kulturværftets talentforløb Popkorn Nordic indgår også i festivalen, og derudover er blandt andre Razteplatz, Den Gyldne Sangskat, Sømandspigerne, Stjernevask, Bjonko, Søren Schou, Bo Evers, De Høje Hæle, Thomas Holm og Minko Kopuna på programmet.

Tæt samarbejde
Noget der ikke er nyt men trygt og velkendt er det tætte samarbejde mellem Kulturværftet og knejpe-ejerne. Et samarbejde alle aktørerne sætter stor pris på. 

Knejpe Festival er en unik oplevelse, som kun sker lige her i Helsingør. Det skaber et stærkt fællesskab og sammenhold blandt alle aktører og sætter spor året rundt, siger Tina Jørgensen fra Borgerkroen.

Denne weekend handler det ikke om, hvem der har flest gæster - men om at skabe noget sammen.

Når det handler om Knejpe er vi mere kolleger end konkurrenter. Det er en hård weekend men også en virkelig fed oplevelse, som i sidste ende kommer os alle til gode, lyder det fra Tina Standhart fra Holger Danske.

Årets knejper er Axelbar, Axelhus Bodega, Borgerkroen, Café Valdemar, Hold An, Holger Danske Bar, Københavneren, Skum Ølbar og Toldkammeret.

Se hele programmet for Knejpe Festival: Knejpe Festival - Kulturværftet & Toldkammeret

Følg med i de seneste nyheder