Helsingørs erhvervsliv siger ja tak til juniormesterlære. Det er konklusionen efter det første skoleår med en juniormesterlære-klasse i Helsingør Kommune.
35 forskellige praktikforløb har sidste skoleårs 14 juniormesterlære-elever været ude i, og de fordeler sig på mange forskellige brancher, Håndværkere og butikker har taget flest i praktik.
En elev i juniormesterlære er i praktik hver mandag og tirsdag - og går i skole onsdag, torsdag og fredag. Skolegangen foregår på Ungdomsskolen.
Vi er meget glade for vores juniormesterlære-klasse. Den har haft en meget lav fraværsprocent i det forgangne år, og her spiller praktikken helt sikkert ind. Vi oplever nemlig, at eleverne kommer tilbage fra praktik og er mere motiverede i den boglige undervisning, fordi de ved, at de skal bestå dansk eller matematik for at komme videre til uddannelse eller job," siger afdelingsleder Stina Abildgaard.
Otte ugers praktik
Eleverne er i praktik i minimum otte uger, men mange får forlænget aftalen, når interessen har været gensidig hos elev og arbejdsgiver.
Interessen er stor hos virksomhederne, og vi hører fra dem, at juniormesterlære-eleverne er friske på at lave noget, er mødestabile og har et forhåndskendskab til fx værktøj, når de starter i praktik," siger Stina Abildgaard.
I det skoleår, som netop er begyndt, er foreløbig 11 elever indskrevet i juniormesterlære. Men der er løbende optag hen over skoleåret, så det er stadig muligt at blive tilmeldt, hvis man går i 8. eller 9. klasse.
Læs mere: Juniormesterlære giver skoletrætte elever en frisk start

