Der er noget meningsfuldt i at arbejde med børn. Skabe rammerne, som de fantasifulde lege vokser ud af, og understøtte de fællesskaber, der hver dag lever ude på stuerne i daginstitutionerne.
Det var blandt andet derfor, at Jonathan Jacobsen valgte at søge ind på uddannelsen til pædagogisk assistent. Fordi han havde et brændende ønske om at give børn nogle gode hverdagsoplevelser og arbejde for, at alle børn bliver en del af fællesskabet.
Jeg har selv oplevet, hvordan det er at stå udenfor fællesskaber, og det er ikke særlig rart. Derfor har jeg længe gerne villet arbejde med at inkludere børn og understøtte fællesskaberne helt ned i børnehaven,” fortæller han.
Det gode match
For Jonathan har det at gå i skole ikke altid været helt nemt. Som ordblind oplevede han, hvordan de fleste fag kunne blive en kamp, og derfor var han også meget bevidst om, at gymnasiet med al sandsynlighed ikke ville være det rigtige match for ham.
I stedet undersøgte han alternativer til den vej, som de fleste af klassekammeraterne gik.
For mig gav det mening at finde en uddannelse, hvor jeg kunne lære meget gennem praktisk erfaring, og som samtidig åbnede døre til videreuddannelse,” siger han.
Valget faldt på uddannelsen til pædagogisk assistent, der kombinerer kortere skoleforløb med længere praktikker – for Jonathan en supergod måde at lære på.
Det har været en virkelig fed uddannelse, hvor jeg har kunnet afprøve teorien i praksis undervejs. Samtidig har underviserne været virkelig engagerede og dygtige, og det har gjort skoleforløbene virkelig gode,” siger han.
Et møde med virkeligheden
Mens skoleforløbene har fundet sted på SOSU H i Hillerød, så har Jonathan haft sine praktikker i sin hjemkommune Helsingør. Her har han mødt virkelig meget dygtigt personale, som har været gode til at støtte ham i hans uddannelse.
Jeg har haft nogle rigtig gode praktikforløb, hvor personalet har været virkelig gode til at møde mig i mit sted som studerende. Der har altid været en forståelse for, at jeg var her for at lære og ikke skulle stå med det store ansvar alene,” siger han og tilføjer, at han har oplevet en stor støtte i de opgaver, han syntes, kunne være svære.
Jeg føler, at de har været gode til at se mig. Jeg har nogle gange syntes, det har været svært med forældrekontakten, men her har mine kollegaer været gode til at introducere mig og give mig den støtte, jeg har haft brug for.”
En spændende fremtid
Jonathan blev færdig som pædagogisk assistent i begyndelsen af september – og allerede inden han havde fået sit 12-tal i sin afsluttende eksamen, havde han en ansættelse på plads.
Det er en anden god ting ved uddannelsen: Der er brug for os derude”, siger han og fortsætter:
Jeg har selv været så heldig at få et arbejde i Børnehuset Abildvænget, hvor jeg har været i praktik. Det er superfedt, for jeg kender stedet og børnene,” siger han.
Selvom Jonathan har færdiggjort uddannelsen til pædagogisk assistent, er han ret sikker på, at han ikke er færdig med at gå i skole. Han ved nemlig, at pædagogfaget har meget mere at byde på, og han drømmer om at gå på opdagelse i flere afkroge af det.
Det fede ved den her uddannelse er – at der er gode muligheder for at læse videre. Jeg vil rigtig gerne læse videre til pædagog eller måske specialpædagog, og det kan jeg nu – også selvom jeg ikke har været på gymnasiet”.
For Jonathan er der et vigtigt budskab i hans historie: Ikke alle skal på gymnasiet, og der findes mange andre og rigtig gode alternativer.
Hvis man synes, det er svært at gå i skole, så er der andre veje at gå end at fortsætte i gymnasiet. Og hvis man godt kan lide at arbejde med mennesker og søger et meningsfyldt job, så kan jeg virkelig anbefale uddannelsen til pædagogisk assistent,” fortæller han.

