Fællesskab og et nyt socialt sammenhold
Træningen gik i gang i midten af marts, og hver onsdag har børn og forældre mødt op ved Sundhedshuset til fælles familietræning med opvarmning, løb på en opmærket bane og leg som afslutning.
Efter hver fuldført træning får børnene et stempel på deres skema, og de får også stempler for hver træning, de har fuldført derhjemme. Det er med til at motivere børnene.
Selvom motivationen for træning og fysisk bevægelse er et stort plus, er dét fællesskab, der er opstået under træningen, endnu vigtigere i Gittes øjne:
”Det er dejligt at se, at så mange dukker op til hver træning. Men det, der rører mig mest, er det sociale fællesskab, der er opstået. Børnene kendte ikke hinanden i forvejen, men nu snakker de sammen på kryds og tværs,” siger Gitte Dieter Kristensen.
Charlotte fremhæver det at møde andre børn og unge, man kan spejle sig i, som noget af det bedste ved træningen.
Hendes søn Vilfred er seks år og glæder sig især til at løbe sammen med resten af sin familie.
”Vilfred har en kæmpe fest med at være med til træningen. Han går rigtig meget op i stemplerne og glæder sig også til at være med i alle de forskellige Royal Run-aktiviteter, der bliver arrangeret op til løbet,” siger Charlotte.
Olivia på ni år har meldt sig på både One mile og fem kilometer og skal deltage sammen med hele familien – både lillebror og lillesøster, mor, far, farmor og farfar.
Det er ikke første gang Olivia skal løbe Royal Run. Hun har deltaget i Royal Run i København siden 2023, men synes, det er ekstra sjovt at kunne være med i Helsingør i år.
Selvom børnene skal løbe forskellige distancer og starte på forskellige tidspunkter, mødes familierne bagefter på Helsingør Havn.
Efter flere måneders træning ser både børn, forældre og terapeuter frem til at opleve dagen sammen og fejre, at de er kommet i mål.