Det er sjovt, og det giver god energi, når næsten 1.000 elever fra Helsingør Kommunes skoler mødes til årets skolefodboldturnering på banerne ved Snekkersten Idrætscenter.
Det forklarer vennerne Morgan og Anton fra 6. klasse på Mørdrupskolen i en pause fra kampene.
”Det er hyggeligt at lave noget andet end at gå i skole og at komme ud og bevæge sig lidt,” siger Morgan.
Morgan spiller også fodbold i sin fritid, mens hans ven Anton er mere til håndbold.
”Sådan en dag er meget sjov, fordi vi møder de andre skoler. Vi lærer også noget om fair play,” siger Anton.
Pokalen er afskaffet
Det er Snekkersten IF, der arrangerer turneringen i samarbejde med Helsingør Kommune og Idrætslinjen Helsingør. Målet er at skabe en aktiv dag med fokus på trivsel og fællesskab. Derfor bliver der hverken noteret resultater eller uddelt præmier.
”Vi afskaffede pokalen for et par år siden, fordi det er en dag, der handler om at få rørt sig,” siger Frank S. Jensen fra Snekkersten IF.
”Vi håber selvfølgelig også, at nogen synes, det er så sjovt, at de starter i en fodboldklub,” siger han.
Kampene slutter med en krammer
Turneringen er delt op med drengerækker, pigerækker og mixrækker, og det er elever fra Idrætslinjen, der leder og dømmer kampene.
Clara og Nola spiller allerede i en klub sammen med en stor flok piger som en del af Espergærdes U14-hold. Deres interesse for fodbold startede med, at de så deres brødre spille.
”Det så sjovt ud, og så ville jeg også,” siger Nola, der nyder dagen på banerne sammen med Clara.
”Her er rigtig god stemning, hvor der bliver sagt ’god kamp’ eller ’godt spillet’ eller givet krammere efter kampen,” siger hun.




