Kl. 16 holdt borgmester Benedikte Kiær en jubilæumstale på Axeltorv. Du kan læse den her:
Kære alle sammen
Den her dag har jeg glædet mig – ja, som et lille barn glæder sig til sin fødselsdag.
Det er Helsingørs fødselsdag. Eller måske rettere jubilæumsdag.
Det er i hvert fald 600 år siden, Helsingør officielt tog form og fik de særlige privilegier, der gør, at Helsingør i dag ser ud, som byen gør.
Museum Helsingørs gode folk udstyrede mig forleden med et papir, de kaldte ”Helsingørs hurtige historie”.
Når historikere med begejstret sætter sig for at fatte sig i korthed, ja, så kan vi andre måske opleve det anderledes.
Men jeg synes alligevel lige, vi skal have nogle smagsprøver.
Derfor her lige et zoom 600 år tilbage i historien – der hvor sundtoldstiden begynder:
I begyndelsen af 1400-tallet var Helsingør en lille flække.
Den lå – som i dag - ved Øresunds smalleste passage, hvor trafikken mellem Østersøen og Nordsøen passerede tæt forbi kysten.
Byens befolkning levede især af fiskeri, handel, lodsning og færgefart til Helsingborg på den skånske side af Sundet.
Men fra 1426 ændrede stedet karakter.
Kong Erik af Pommern udstyrede Helsingør med udvidede købstadsprivilegier.
Og kongen ønskede samtidig at gøre byen mere solid og repræsentativ, så borgere, der byggede huse i sten fik skattefrihed i den første tid.
Det havde nutidens ejendomsskattesystem helt sikkert ikke kunne håndtere…
***
Byen begyndte på flere måder at få en mere fast struktur.
Den middelalderlige byplan kan stadig anes her i bykernen, hvor de centrale gader ligger parallelt og vinkelret på hinanden.
Stengade blev byens hovedgade, hvor de vigtigste købmandsgårde lå. Her boede mange af byens mest velstående borgere, og her blev en stor del af byens handel organiseret.
Fra Stengade løb mindre gader ned mod stranden, hvor broer, boder og pakhuse lå tæt ved vandet. Her blev varer løftet fra skibene og kørt op gennem byen til købmandsgårdene.
Få år efter Helsingør fik sine købstadsprivilegier indførte kongen Øresundstolden. Alle skibe, der sejlede gennem Sundet, skulle fra 1429 og helt frem til 1857 betale afgift til den danske krone. Tolden blev opkrævet i Helsingør, og dermed blev byen centrum for en af middelalderens vigtigste maritime betalingsposter i Nordeuropa.
En slags datidens Hormuzstræde…
For at håndhæve tolden lod kongen nemlig borgen Krogen opføre ved kysten. Sammen med fæstningen i Helsingborg kunne den kontrollere trafikken gennem Sundet.
Hermed var grundlaget for Helsingør, som vi kender den i dag, lagt.
Vi genkender konturerne af en handelsby – med international orientering – og i en slags symbiose med havet og alt hvad der kommer af vandvejen.
Et element af ”drømmeri” og ambition, der får en til at vende blikket nordpå mod det åbne hav, når man står på Kronborg-pynten fremfor at kigge beundrende sydpå mod hovedstaden.
At ville noget større, vildere, mærkeligere – lysten og modet til at gå egne veje.
De egenskaber tror jeg også, vi i nogen grad kan takke kong Erik for.
Grunden blev lagt i 1426.
***
Det bliver for langt at repetere hele vores Helsingør-historie her.
Men lad mig bare tage nogle nedslag så – sådan en fejring som i dag er jo også en oplagt lejlighed til at minde hinanden om, hvad det er for en grund, vi står på.
Hvad er det, vi kommer af og bygger på i dagens Helsingør?
I 1430 blev karmeliterklostret grundlagt ved Skt. Mariæ Kirke. Klostret blev et religiøst centrum i byen og et vigtigt sted for både borgere og rejsende.
Men det var ikke alene.
Frem mod reformationen i 1536 rummede byen hele tre tiggermunkeordener.
Det siger noget både om de ambitioner kong Erik havde med Helsingør, men jo også noget om de mange mennesker, der kom til byen fra havet.
Ambitionerne sætter sig også tydeligt igennem i slutningen af 1500-tallet, hvor Frederik 2 forvandler den lidt pauvre fæstning Krogen til det noget mere imponerende renæssanceslot Kronborg. Et fantastisk slot på den smukkeste beliggenhed – et slot, som inspirerer og som inspirerede Shakespeare til at skrive sit berømte stykke Hamlet.
Til byggeriet kom mange håndværkere og specialister fra især Tyskland og Nederlandene, og mange blev boende i Helsingør og satte helt konkret sit præg på byen.
Dels med flot udsmykkede stenhuse.
Men også – viser det sig, når arkæologerne udgraver brønde, affaldsdynger og latriner – med eksotiske fødevarer:
Her blev spist vindruer, figner og granatæbler, og retterne blev krydret med peber og andre importerede krydderier.
Når vi indimellem bliver trætte af, at gravearbejder her i bymidten trækker ud i ugevis, er det ofte fordi den her slags fantastiske detaljer pludselig kan udvindes af hullet i vejen.
Man ser meget levende for sig en velstående købmand i Strandgade sidder med vin i glasset og granatæbler og figner på fajancen fra Italien og Tyskland.
Historien bliver så herligt håndgribelig. Og vi forstår lidt bedre, hvad vi kommer fra, og hvem vi er i dag.
***
Før diskoteket Retro i Bjergegade lukkede for et par år siden, havde de et tilbagevendende arrangement, der hed ”Swedish invasion”.
Her valfartede unge – MEGET unge – fra nabolandet til for at kaste sig ud i dans og alkopops.
Og krydset mellem Bjergegade og Stengade lignede efter kl 22 de aftener ærlig talt også en slagmark.
Tilsvarende vil garvede helsingoranerne nok huske, hvordan Axeltorv fredag og lørdag eftermiddag op gennem 1980’eren så ud med den muntre, noget overrislede invasionshær fra nabolandet.
Tilbage i 1600-tallet var stemningen knap så munter.
Landet, vi kan se på den anden side af Sundet, var til at begynde med jo del af Danmark, men det ændrede den svenske besættelse af Kronborg i 1658 og Freden i Roskilde samme år på.
Skåne, Halland og Blekinge blev svensk - og Øresund blev grænsen mellem to rivaliserende nationer.
I dag er rivaliseringen nok mest tydelig når det gælder sport.
Svenskerne tæver os i ishockey og på langrendsski – og vi banker dem i håndbold.
Lokalt har vi haft stor glæde af det årlige besøg af svensk floorball i Helsingørhallen, ligesom der var gang i gaderne, når FCH og Helsingborg tørner sammen om Øresundspokalen.
Men derudover er Øresundsregionen vel gået hen og blevet en slags smeltedigel, hvor arbejdsmarked, studiemuligheder og hverdagslige indkøb foregår lidt på kryds og tværs af det vand, der ellers skiller os.
Og – på den skånske side af Sundet, tror jeg, de har det lidt ligesom os i Helsingør:
De kigger ikke så beundrende mod hovedstaden Stockholm – men snarere drømmende ud over vandet mod Danmark, Europa og verden i det hele taget.
***
Fra midten af 1700-tallt og 100 år frem blev Helsingør særdeles velstående.
Øresundstolden i sig selv indbragte formuer til staten, mens den megen handel, den medførte, gjorde Helsingør rig.
Når jeg tænker på, hvordan vi i dag kæmper med nabokommuner om at være hjemby for selv den mindste lille gren på en erhvervsuddannelse, kan jeg godt blive lidt misundelig ved tanken om datidens myriade af lokale håndværk.
Det gør mig pavestolt, når sejlmagere og bådbyggere snart kan bosætte sig i skolehjemmet herovre i Fiolgade og have deres daglige gang på uddannelsen i Hal 19.
Og når jeg hvert år oplever mødet mellem lokale håndværksmestre, lærlinge og unge til MiniSkills.
Og det giver mig mod på mere.
Vi er en stor kommune, vi er en by med stolte håndværkertraditioner – selvfølgelig skal flere unge lettere kunne tage deres uddannelse lokalt.
***
Efter de gyldne år med Øresundstolden kunne industrialiseringen af Helsingør tage fart fra midten af 1800-tallet.
Der var masser af håndværksmæssig kunnen og nye maskiner at sætte i sving.
- I 1840 grundlagde J.C. Wiibroe et bryggeri i Helsingør.
- I 1864 blev Nordbanen mellem København og Helsingør åbnet – og rejsetiden var vist omtrent den samme som med Kystbanen i dag – bare med færre aflysninger og bedre plads dengang...
- I 1882 blev Helsingør Jernskibs- og Maskinbyggeri grundlagt – og en ny epoke kunne begynde.
I begyndelsen af 1900-tallet var Helsingør blevet en tydelig arbejder- og industriby.
Værftet var fortsat den største arbejdsplads, men der var også et væld af mindre virksomheder.
Industrien tiltrak arbejdere fra nær og fjern, og byens befolkning voksede hurtigt.
Som vi jo også kender det i dag, gav det behov for at bygge boliger, tænke i fritidsliv og i det hele taget planlægge.
I 1917 blev Hamlets Vænge opført – især til arbejdere fra værftet.
Og i 1919 fik Helsingør sin første folkevalgte borgmester, nemlig socialdemokraten H. Peder Christensen.
Han varetog hvervet helt frem til 1946 og kom til at gå under navnet kong Peder.
Og jeg kan da også konstatere, at allerede til 500-års jubilæet få år efter hans valg som borgmester, var der lidt royale manerer.
Her opererede man med et jubilæumsbudget i omegnen af 4 millioner kroner, hvilket vil svare til godt 160 millioner kroner i dag. Og Peder Christensen lod sig bære i tronstol i optog gennem byen.
Sådan gør vi det ikke i 2026!
***
Vores jubilæumsfejring gror ud af alle jer, som bor, lever og har virksomhed i Helsingør. I har været med til at forme 600 års jubilæet. Og vi har allerede haft et helt enestående royalt indslag sidste mandag.
17.500 løbere til Royal Run.
Mindst dobbelt så mange i bybilledet.
H.M. Dronningens ankomst på den gamle lodsbåd Helsingør i Kulturhavnen.
Høj pinsesol og lutter glade ansigter uanset hvor man kiggede hen. Og få dage forinden var Kulturhavnen fyldt med smukke træskibe, da Træskibssammenslutningen afholdt deres årlige pinsestævne i Helsingør for dermed også at være med til at fejre vores by.
Sikke en pinse – og sikken et Royal Run. En kæmpe folkefest som jeg tror, Helsingør vil huske mange år frem.
Også en folkefest som i virkeligheden ikke minder så meget om nogle af de sportsbegivenheder, der ellers finder sted i vores by.: IronMan, PostDanmark Rundt osv.
Royal Run handler mere om fællesskab end sportspræstation.
Om at glædes sammen og finde en stolthed i det.
Jeg kommer lidt til at tænke på den fest, der fulgte i hælene på FC Helsingørs oprykning i superligaen.
Nok en sportspræstation over evne – men en præstation der sendte en bølge af glæde og stolthed gennem alle os på lægterne og i lokalområdet.
Det sidste synes jeg, at man skal huske på.
Det handler i høj grad om fællesskab.
Det er det, der skal bære Helsingør ind i fremtiden – frem mod næste jubilæum om 50 eller 100 år.
Sammen med nysgerrighed, mod og ambition.
Vi skal bygge videre på kong Erik og Frederik 2's ambitioner.
Indimellem skyde lidt over målet som kong Peder og FC Helsingør.
Være modige – både i tanke og handling – og have den energi der skal til.
I den ene ende af spekteret tænker jeg på alle de lokale, der med livet som indsats hjalp jødiske flygtninge over Sundet under 2. verdenskrig.
Og i den anden ende af spekteret tænker jeg med glæde på besøg af de tre unge gutter fra Ålsgårde, der for nylig på eget initiativ åbnede brødudsalg – ja, fordi der manglede frisk brød i nabolaget, og fordi de havde lyst til at prøve tanken af.
Det er de værdier, vi skal bygge videre på sammen.
Europæisk kulturhovedstad 2032 er jo et af de mål, vi står over for.
Får vi den opgave, er jeg stensikker på, at det bliver det helsingoranske fællesskab, der skal bære det igennem.
Og det vil jeg glæde mig helt utroligt til at opleve.
Vi kan jo bare se, hvordan fællesskabet og utroligt mange engagerede frivillige får arrangementer som Royal Run og vores jubilæumsfejring i dag til at lykkes.
Kæmpe respekt for det – og stort, stort tak!
Nu handler det så om at fejre 600-årsdagen og nyde det i fulde drag.
Rigtig god fornøjelse – og stort tillykke til os alle sammen.
