Der er mange modsatrettede tanker og følelser på spil, når ens ægtefælle, mor eller far er blevet syg med demens eller ikke længere kan klare sig selv og må flytte på plejehjem.
Det kan opleves på mange forskellige måder, både som en lettelse - for nu er der nogen, der tager over - og samtidig kan det være rigtigt svært. Du føler afmagt og har dårlig samvittighed. Du ønsker, at du kunne selv, men orker ikke mere,” fortæller Susi Trolle.
Hun er frivillighedskoordinator på Plejehjemmet Grønnehave, og står bag det nye tilbud om samtalegrupper for pårørende. Den første gruppe blev afviklet i foråret, og nu bliver der oprettet nye forløb.
”Vi undersøgte, om der var et udækket behov, og det var der,” siger Susi Trolle.
Langt og opslidende
Der er to grupper, en for ægtefæller og en for voksne børn. Grupperne mødes to timer hver 14. dag i en periode med 10 møder.
Når en beboer flytter ind her, så er det ofte efter en lang og opslidende tid. Den, du holder af, er begyndt at opføre sig markant anderledes, og måske har der været noget turbulens.
Du har været den, der har passet din ægtefælle, mor eller far, og nu tager nogle andre over,” siger Susi Trolle.
Hun fortæller videre, at mange pårørende har stresssymptomer. De er fysisk og psykisk udmattede og befinder sig måske i en eksistentiel krise, fordi deres liv er fuldstændig forandret.
Helende at lytte til andre
"Når vi mødes i grupperne, skaber vi et fortroligt og tillidsfuldt rum. Deltagerne skal kun fortælle om det, de har lyst til, men nogle gange går der hul på oplevelser, man har gået lidt alene med. Det er lige så interessant at lytte til andres historie og opdage: ’Det der, det kender jeg også’,” siger Susi Trolle.


