Selvom sommeren i Helsingør har været præget af omfattende gravearbejde i forbindelse med klimasikring af bykernen, kan butikker og serveringssteder fortælle om en travl sommer med mange kunder.
Café Olai havde i juli en omsætning, der lå godt 20 procent over sidste år, selvom Sct. Olai Gade har været opgravet store dele af sommeren.
Vi havde frygtet det værste, for hvem vil sidde og spise og hygge sig, mens der bliver gravet, banket og hamret omkring dem?" siger Kristian Parnell, ejer af Café Olai.
Fantastisk samarbejde
Men fordi gaden har været spærret for gennemkørsel hele sommeren, har cafeen haft mulighed for flere siddepladser ude på gaden end normalt. Samtidig har cafeen denne sommer holdt åbent også om søndagen. Og det har kunnet mærkes på omsætningen.
Sommeren er gået over al forventning. Det skyldes først og fremmest, at vi har et fantastisk forhold til de folk, der graver og arbejder i gaden. Også de butikker, der ligger omkring os, har været super hjælpsomme," fortæller Kristian Parnell.
Han fortæller, at alt arbejde med fjernvarme blev bremset i den mest travle sommerperiode, og at håndværkerne i stedet arbejdede baglæns væk fra cafeen for at forstyrre gæsterne mindst muligt. Inden hver weekend sørgede håndværkerne også for at rydde et stykke foran cafeen, så der blev plads til udeservering.
Hele vejen igennem har håndværkerne gjort alt, hvad de kunne, for at tingene skulle gå så smertefrit som muligt," siger Kristian Parnell.
Når hele gaden har set ud, som om den var afspærret, har Kristian Parnell fået hjælp fra butikkerne i Stjernegade til at henvise kunder og opstille skilte, der viste, at der lå en åben café bag hegn og gravemaskiner.
Strandfest
Kristian Parnell har selv prøvet at vende situationen til noget positivt og bl.a. i opslag på sociale medier reklameret med, at man kunne komme til strandfest i gruset i Sct. Olai Gade.
Jeg synes, det er vigtigt, at vi ikke taler problemerne op og i stedet hjælper hinanden med at se på muligheder."
Og dem er der, ifølge Kristian Parnell, masser af. Han hører rundt i byen om en generelt god sommer med mange besøgende i Helsingør.
Det kan Linda Johansson, der ejer livsstilsbutikken Koloni i Stengade, nikke genkendende til.
Jeg har ikke gjort regnskabet for sommeren op endnu, men min fornemmelse er, at vi har haft flere kunder end sidste sommer," siger hun.
Koloni har mange kunder fra Danmark og Sverige, men i løbet af sommeren er der også kommet folk ind så langt væk fra som USA, Mexico, Canada, Australien, New Zealand, Argentina og Colombia. Dertil også mange fra Holland og Sydeuropa, særligt Italien.
Selvom kursen på den svenske krone stadig er lav, oplever Linda Johansson, at svenskerne gerne hiver pungen op, særligt for at købe gaver.
Lokale og turister
Generelt er Kolonis kunder en blanding af lokale og turister.
Vi har mange stamkunder, både lokale og fra Sverige. De kender vores sortiment og stil, og ved at de altid kan finde noget, hvad enten de har brug for en ny bluse, noget til huset eller en gave," siger Linda Johansson.


