Fleksibilitet, så medarbejderne kan arbejde, når det passer dem bedst. Det er kodeordet for teamleder Hanne Fisker Nielsen på Plejehjemmet Falkenberg. Hun har ansvaret for to enheder på plejehjemmet, med 25 beboere og 19 medarbejdere.
”Det er selvfølgelig ikke altid, at jeg kan imødekomme medarbejdernes ønsker til arbejdstider. Men jeg bestræber mig virkelig på det, for det skaber glæde og trivsel,” siger Hanne Fisker Nielsen.
Det betyder, at Falkenberg bevæger sig væk fra den traditionelle opdeling i dagvagter fra kl. 7-15 og aftenvagter fra kl. 15-23. Flere medarbejdere har vagter, som går på tværs af de gængse tider, og det giver rigtig god mening, fortæller Hanne Fisker Nielsen.
Det er en stor fordel, at vi har medarbejdere, der overlapper. Det gør overgangen mellem dag og aften mere glidende og kommer også beboerne til gode. Det betyder fx mere personale i spidsbelastede tidsrum som frokost og aftensmad. Og det bliver lettere at dele viden i dagligdagen, som fx at en beboer har det lidt skidt,” siger hun.
Er så glad
To af de medarbejdere, som har fleksible skemaer, er social- og sundhedshjælperne Zahra Azizi og Hoda Manla Ali. Zahra arbejder i 10 timers dagvagter, typisk fra kl. 7.30-17.30. Også Hoda har 10 timers vagter, men hendes arbejdstider ligger fra kl. 11-21.
Zahra arbejder i fem-to-rul (fem dages arbejde, to dage fri, to dages arbejde, fem dage fri). Med de 10 daglige timer kan hun nå op på en 37 timers arbejdsuge i gennemsnit og stadig bevare sine mange fridage.
Jeg kan rigtig godt lide mit arbejde og synes ikke, det er hårdt at være på vagt 10 timer ad gangen. Somme tider tager jeg ligefrem ekstra vagter. Men jeg har også mine børn at tage hensyn til, og derfor er jeg glad for mine mange fridage,” fortæller Zahra.
Også Hoda er glad for fleksibiliteten. Hun bor med sin familie på Fyn og arbejder syv dage i træk, hvorefter hun holder syv dage fri. Også hun er ansat på fuld tid.
Jeg har aldrig haft den fleksibilitet andre steder og er så glad for det. Jeg har nogle timer om formiddagen, hvor jeg kan ordne ting som fx lægebesøg. Og når jeg får fri, er der stadig noget aften tilbage, og jeg kan nå at se en film eller noget andet,” siger hun.
Attraktiv arbejdsplads
Hanne Fisker Nielsen peger på, at fleksibiliteten gør det muligt at imødekomme et ønske fra centralt hold om, at flere pleje- og omsorgsmedarbejdere skal arbejde på fuld tid. Samtidig gør den Falkenberg attraktiv som arbejdsplads.
Det hele begyndte egentlig med, at vi rykkede mødetiderne for aftenvagten, så de passede med den offentlige transport. Vi er jo på landet, og bussen kører kun hver anden time. Som aftenvagten oprindelig lå, skulle medarbejderne vente en time på bussen, efter at de havde fået fri. Det var uholdbart,” siger hun.
Fleksibiliteten gav trivsel og glade medarbejdere, og Falkenberg besluttede at øge den yderligere.
Når jeg har ansættelsessamtaler, spørger jeg kandidaterne, hvordan de gerne vil sammensætte deres arbejdsskema. Det er da en smule angstprovokerende, for hvad nu hvis vi ikke kan få kabalen til at gå op? Somme tider er der ønsker, som vi ikke kan imødekomme her og nu. Men så noterer jeg ønsket, og vi arbejder hen imod at opfylde det på sigt,” fortæller hun.
Hanne Fisker Nielsen har netop ansat en ny medarbejder i forskudt skema – med vagter fra kl. 13-23. Og hun mener, at endnu mere fleksibilitet er vejen frem.
Det skaber en sammenhæng i døgnet, som vi ikke har haft før. Og så holder det på medarbejderne. Begge dele kommer beboerne til gode,” slutter hun.