Royal Run i Helsingør
Få information om Royal Run
Ungeklimarådet har udvalgt fem forslag indstillet af elever, der får tilskud fra klimapuljen

Eleverne blev inviteret til den flotte byrådssal, hvor de fik overrakt kæmpecheck. Foto: Ungdomsskolen
Nu skal der plantes træer, duftende buske, blomster i mange farver og bygges insekthoteller på Skolen ved Gurrevej, Borupgårdskolen og Espergærde Skole.
Det er elever fra 4. klasse og 5. klasse på de tre skoler, der har søgt Ungeklimarådet om tilskud fra klimapuljen til at gøre deres skoler lidt mere klimavenlige. Eleverne bag de tre bedste forslag, der fik penge fra puljen, var inviteret til rådhuset for at få overrakt en kæmpecheck. Det var en flok stolte og ivrige elever fra Skolen ved Gurrevej, der nu har 12.500 kroner til at plante frugttræer.
”Det er virkelig fedt, at vi får så mange penge til vores skole, så den kan blive mere grøn. Træerne vil pynte flot, vi får flere insekter og fugle,” sagde Liva, Melanie og Sami fra 4. c på Skolen ved Gurrevej efter uddelingen.
Ungeklimarådet består af repræsentanter fra de ældste klasser på Helsingørs Skoler. De har i år fået en pulje på 55.000 kroner, som de kunne fordele til de forslag, som eleverne fra 4.-6. klasse har sendt. Fem forslag har fået støtte.
”Jeg synes, det er fedt, at man som ung også kan være med til at tage nogle vigtige beslutninger, som gør en forskel, så det ikke kun er de voksne, der tager dem,” siger Matilde, der er medlem af Ungeklimarådet og går i 9. klasse på Hellebækskolen.
Uddelingen af pengene fra klimapuljen foregik i den flotte byrådssal, hvor borgmester Benedikte Kiær også kiggede forbi.
”Der er behov for, at vi alle gør noget godt for klimaet, vi kan ikke lade andre gøre det for os. I har fået et budget, som I har fordelt til nogle helt konkrete ideer. Det er så vigtigt at gøre naturen endnu bedre både for jer og når I engang får børn og børnebørn,” sagde borgmesteren i sin tale.
Det var tredje gang, der blev uddelt penge fra Ungeklimarådets klimapulje.
”Vi ønsker os flere buske i skolegården, så vi bedre kan gemme os, dufte og blive glade af de flotte farver,” skriver eleverne i indstillingen.

Nye skraldespande og denne flotte plakat skal hjælpe med at få affaldet på Borupgårdskolen sorteret til gavn for klimaet.

Ungeklimarådet har set forslagene igennem og fordelt pengene. Foto: Ungdomsskolen

Borgmester Benedikte Kiær roste eleverne for at gøre noget godt for klimaet. Foto: Ungdomsskolen