Den 4. marts 2025 er der HH-jobmesse på Kulturværftet i Helsingør og i Helsingborg Arena. Det er niende gang, jobmessen på tværs af Øresund løber af stablen, og jobcentret har aldrig oplevet så stor interesse for at booke en stand på dansk side som i år.
Her, fem måneder før messen, er over halvdelen af de 42 stande på Kulturværftet allerede booket.
Messens gode ry er løbet i forvejen, og vi oplever stor interesse. Også fra virksomheder, som ikke har været med før. Vi får bl.a. besøg af Kriminalforsorgen og Forsvaret for første gang. Kriminalforsorgen stiller med en kæmpemæssig bus på forpladsen foran Kulturværftet, hvor de jobsøgende kan opleve lidt af hverdagen i et fængsel. Bl.a. kan de prøve at ransage en celle. De kan også tale med nuværende ansatte om arbejdet som fængselsbetjent,” fortæller Henrik Weiss.
Tanken er at inddrage pladsen foran Kulturværftet – også til en bemandet politibil, ambulance og evt. lastbil og bus - så det bliver meget synligt, at der er jobmesse.
Blandt andre nye virksomheder på jobmessen i 2025 er North Sea College og LEMCO Mobility ApS.
Gamle kendinge
Udover de nye virksomheder har gamle kendinge som Trelleborg Sealing Solutions, Netto og diverse pleje- og omsorgsvirksomheder allerede booket stande.
Deres melding er, at de har været glade for at være med de andre år, og at de altid får ansat nogle medarbejdere som et resultat af jobmessen," siger Henrik Weiss.
Beskæftigelsen er generelt høj i Danmark – og i Helsingør er arbejdsløshedsprocenten lavere end på landsplan. Det betyder, at der er rift om medarbejderne – hvilket igen kan være med til at skubbe på interessen for en jobmesse-stand.
For jobcentret handler det også om at få nogle nye virksomheder med, så det ikke altid er de samme virksomheder, de jobsøgende kan møde på messen.
Flere jobskiftere kommer tilbage år efter år, og for dem er det rigtig fint, hvis der er nye virksomheder med. Så virksomheder, som ikke har været med på jobmessen før, er meget velkomne til at henvende sig,” meddeler jobcenteret.
Er du interesseret i at booke en stand på jobmessen? Kontakt Henrik Weiss på tlf. 25 31 37 11 eller mail: hwe25@helsingor.dk
Læs mere om sidste års jobmesse:
Jobmesse på tværs af Øresund samler regionen
'Vi oplever slet ikke, at der er en landegrænse'