Seniorliv

Kvindekor spreder glæde på Grønnehaven

23-05-2024

Det lokale kor Vokaliserne øver hver onsdag aften på Plejehjemmet Grønnehaven, hvor beboerne nyder godt af sang og musik.

Hver onsdag aften lyder den dejligste korsang fra dagcentret på Plejehjemmet Grønnehaven. Her øver det lokale kvindekor, Vokaliserne, nemlig.

”Sidste efterår blev vi lokaleløse, og jeg hørte tilfældigvis, at der var et klaver i dagcentret på Grønnehaven. Så jeg spurgte Christina Kobberdal, Grønnehavens leder, om vi kunne få lov at øve i lokalet, og hun sagde straks ja. Der sker nemlig ikke noget i dagcentret efter kl. 16,” fortæller Anne Marie Kyndesen, en af Vokaliserne gennem mange år.

I de 27 år, koret har eksisteret, har sangerne haft mange forskellige øvelokaler, bl.a. på Musikskolen og forskellige skoler. Men det er første gang, de øver på et plejehjem.

Vi betaler ’husleje’ ved at give et par koncerter om året for beboerne. Til jul gik vi rundt til alle plejehjemmets seks afdelinger og sang et kvarters julesange. Det faldt i rigtig god jord hos beboerne, og flere af dem sang med på ’Juletræet med sin pynt’,” fortæller Anne Marie Kyndesen.

Senest har Vokaliserne sunget forårskoncert den 4. maj for beboerne og deres pårørende. Der var vin og chips til alle i kantinen, hvor koncerten fandt sted. På repertoiret var danske og svenske forårssange, bl.a. Anne Linnets forårssang.

Beboerne er meget glade for koncerterne, og flere af dem bliver rørte. Men sang og musik taler jo også til følelsesregistret,” siger Anne Marie Kyndesen.

En rigtig fin aftale

Det hænder også, at en beboer trisser forbi, når koret øver onsdag aften.

Der kan godt være en beboer, som sætter sig ind og lytter til os. Det er rigtig hyggeligt,” fortæller Anne Marie Kyndesen.

Plejehjemsleder Christina Kobberdal er også rigtig glad for aftalen med Vokaliserne.

Jeg synes, det er sådan en fin aftale. Og der er ingen tvivl om, at både beboere og pårørende nyder koncerterne,” siger hun:

”Om onsdagen mærker beboeren ikke så meget til det, for koret øver i vores administrationsbygning, og den ligger lidt stille hen udenfor normal arbejdstid. Men mobile beboere kan sagtens finde på at gå lidt rundt i hovedhuset om aftenen og kan på den måde godt have glæde af musikken.”

Anne Marie Kyndesen understreger, at koret er meget glade for at være på Grønnehaven. Håbet er, at samarbejdet kan fortsætte langt ud i fremtiden.

”Vi er meget glade for det. Alle på Grønnehaven er enormt søde og imødekommende og siger ja til det hele,” slutter hun.

Fakta

  • Vokaliserne er et kvindekor, som har eksisteret i 27 år.
  • Der er ca. 40 sangere, mellem ca. 30-78 år.
  • Korleder er Cathrine Legardh, som overtog styringen i efteråret.
  • Læs mere om Vokaliserne på Facebook

Følg med i de seneste nyheder