Michael Hansens telefon ringer ofte. En franskmand, der vil sikre sig, at campinghytten står klar kl. 15. En hollænder, der vil ændre ankomsttidspunkt. Venligt, præcist og på ’praktisk’ engelsk bliver gæsterne forsikret om, at alt er i skønneste orden.
For selvom online booking i dag er ekstremt nemt og populært, så føles det trygt, at et rigtigt menneske bekræfter at alt er godt, fortæller Michael. Det skal der være plads til, for det er god service. Siden 1984 har han stået i spidsen for den kommunalt-ejede Helsingør Camping ved Grønnehave strand. Med en helt unik beliggenhed på kanten af Øresund og med udsigt til Sverige og Kronborg er de 100 pladser og 12 campinghytter en efterspurgt overnatningsmulighed for turister, der ligger vejen forbi Helsingør.
Fra sommerferiejob til livsgerning
Det hele startede i begyndelsen af 1980’erne. Mens Michael læste til ingeniør på Helsingør Teknikum, sommerjobbede han som livredder på badeanstalten ved Tretorn i dagtimerne, og som medhjælper på Helsingør Camping om aftenen. Michael trivedes med at servicere gæster fra ind- og udland. Og holde et vågent øje med de badende på stranden. Især en lokal kvindelig gæst havde hans opmærksomhed. I dag har de været gift i 34 år.
- Historien går, at den eneste jeg reddede på den strand dengang, var Lise-Lotte, smiler Michael, hvis hustru også arbejder på campingpladsen og løser administrative opgaver.
I 1984 døde den tidligere lejrchef i en ung alder - Michael søgte og fik jobbet. I en periode jonglerede han to jobs. Et som bestyrer på campingpladsen og et andet som ingeniør hos FLSchmidt i Valby. Det var en hård tid.
- Jeg drømte om at komme til udlandet og arbejde på en cementfabrik. Men så fandt jeg ud af, at slips og skjorte og lange dage på et kontor, alligevel ikke var mig.
Så han besluttede at hellige sig driften af Helsingør Camping, købte hus og flyttede ind i pladsens ’baghave’ og har siden 2007 også haft driften af vandrehjemmet, Danhostel Helsingør, under sine vinger. Et populært overnatningssted for lejrskoler fra hele landet.
Opbakning til byen
På Helsingør Camping er alle gæster velkomne men udgangspunktet er, at korttidsgæster er bedre end langtidsgæster. Det handler om flow og opbakning til lokale butikker, restauranter og kulturinstitutioner.
- De gæster, der kun er her i tre dage, det er dem der vil se, bruge og opleve Helsingør. Det bakker vi op om, for det er godt for byen, siger Michael, der heller ikke er bange for at afvise gæster, der ønsker at ankomme i ironman-weekenden i juni uden at skulle deltage.
På den måde bakker man op om kommunens events. Men derudover har Michaels strategi altid været at holde næsen i sporet - og passe sin egen butik, så at sige. Lidt som en landmand på sin gård, forklarer han.
- Jeg tror ikke, der kommer noget godt ud at stå på rådhuset med hatten i hånden og brokke sig over det ene og det andet. Jeg sørger for at tingene fungerer her, og økonomien hænger sammen. Det er det.
Han bruger hellere 50.000 kr. på ekstra rengøring end på traditionel markedsføring - for en god rating fra en glad og tilfreds gæst virker langt bedre end et glansbillede i en annonce, forklarer han.
- Vores store satsning på at tiltrække lejrskoler til vandrehjemmet er også en langsigtet markedsføringsstrategi. Hvis du spørger folk, hvor de var på lejrskole i 7. klasse, så kan de huske det. Og de vil være tilbøjelige til at komme tilbage for at dele deres minder med børn eller børnebørn.
Forsinket brug af eksamensprojekt
Selvom skjorten blev skiftet ud med de korte bukser, bliver Michaels ingeniør-kundskaber hyppigt anvendt på pladsen - fx har han selv tegnet de 12 campinghytter, der blev bygget i 1990’erne, ligesom hans eksamensprojekt på studiet, en solfanger, blev realiseret 20 år senere på taget af receptionsbygningen. Det varme brugsvand på pladsen bliver nu opvarmet af solen til gavn for miljøet og økonomien. Men ellers ligner Helsingør Camping på mange måder sig selv. Den største forandring de sidste 40 år er de 12 campinghytter. Og så at der nu er wifi på pladsen.
- Mange gæster kommer tilbage hertil og siger: Vi nyder at komme her for tiden står stille. Det hele ligner sig selv. Og de mener det positivt.
Derfor er traditioner også vigtige. Fælles morgenmad i pinsen og en årlig afslutningsfest for sommergæsterne den sidste weekend i august. For når man gentager ting, så vokser de og lagrer sig i folks bevidsthed, mener Michael.
Drømmen om eget sted
En drøm om at købe og drive egen campingplads har altid ligget i baghovedet hos parret, men det har været svært at slippe Helsingør.
- Vi har gennem årene haft mange snakke om det. Men når alt kommer til alt, hvad kan så måle sig med det her sted? Ingenting, konstaterer Michael og spejder ud over sundet.
Af samme grund var det svært at trække stikket som 55-årig, som han og Lise-Lotte ellers havde planlagt - og sparret op til.
- Jeg troede det ville være let. På med rygsækken og afsted med os på seniorinterrail. Men det er jo et helt liv, vi har levet her. Så ja, jeg bliver nok ved lidt endnu, siger Michael.
Michael planlægger en mindre reception på campingpladsen i pinsen for at fejre sit 40 års jubilæum.