Denne kvalitetsstandard handler specifikt om socialpædagogisk støtte efter § 85.
Socialpædagogisk støtte (servicelovens § 85)
Socialpædagogisk støtte kan styrke dine muligheder for at udvikle dig og udnytte egne potentialer i det omfang, det er muligt.
Hvad er socialpædagogisk støtte?
Socialpædagogisk støtte kan være en mulighed for dig, som har betydelige funktionsnedsættelser eller sociale problemer og brug for støtte for at kunne klare hverdagen samt at bo eller fastholde egen bolig. Du kan også have behov for selvstændiggørelse og mestring af eget liv eller behov for styrkelse af sociale og personlige kompetencer. Støtten tilrettelægges ud fra en konkret vurdering af dit behov og kan være alt fra en time om måneden til 24 timer i døgnet.
Særligt for socialpædagogisk støtte i Helsingør Kommune, herunder serviceniveau
Helsingør Kommune har fastsat specifikke og uddybende vejledende retningslinjer i kvalitetsstandarderne ift. visitation og levering af ydelsen, som ikke fremgår af vejledninger (officielle juradokumenter, som tilkendegiver fortolkninger af loven) på området. Der er dog altid tale om en konkret og individuel vurdering.
Serviceniveau
Sagsbehandlingsfrist: Sagsbehandlingsfristen er op til fire måneder, men Visitation og Indsats tilstræber at træffe afgørelser hurtigst muligt. Læs mere om sagsbehandlingsfrister
Organisering
Støtten kan ske i form af gruppetilbud, individuelt tilbud og/eller via skærmbesøg, enten af leverandører i Helsingør Kommune eller eksterne leverandører (se mere under ’levering af støtten’).
Hvordan får jeg støtten? (visitation)
Visitation og Indsats i Center for Social Indsats og Bolig visiterer til socialpædagogisk vejledning efter servicelovens § 85. Det er en rådgiver, der behandler din ansøgning, hvorefter der indstilles til Visitationsudvalget, der har den endelige beslutningskompetence.
Sagsbehandlingsfristen er op til fire måneder, men Visitation og Indsats tilstræber at træffe afgørelser hurtigst muligt.
Læs mere om sagsbehandlingsfrister
Handleplan
Du tilbydes en handleplan jf. servicelovens § 141, som beskriver formålet med indsatsen og de mål, du gerne vil opnå. Denne handleplan skal udarbejdes i samarbejde med dig. En handleplan er et frivilligt tilbud.
Målgruppe
Denne støtte kan være en mulighed for dig, hvis du har en betydelig/ikke uvæsentlig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller har særlige sociale problemer.
Om støtten
Formål
Formålet med støtten er at du så vidt muligt er i stand til at leve og udfolde dig på lige fod med andre.
Levering af støtten
Hvem leverer støtten?
Støtten leveres som udgangspunkt af Helsingør Kommunes egne støtteteams.
Hvordan og hvor leveres støtten?
Støtten gives enten i grupper eller individuelt, afhængigt af dine behov og mål. Det kan ske i offentlige rum, i dit eget hjem eller over skærm.
Indhold af støtten
Mål
Rådgiveren fra Visitation og Indsats opstiller sammen med dig de mål, som du skal arbejde med. Udføreren, dvs. din socialpædagogiske vejleder, tilrettelægger støtten efter disse mål, og I kan sammen opstille delmål.
Hvad består støtten af?
Støtten kan variere og tilpasses dine individuelle behov. Indholdet kommer an på hvilket behov, du kommer frem til sammen med rådgiveren og i samarbejdet med din socialpædagogiske vejleder.
Eksempler på ting, du kan få støtte til (i form af fx samtaler og guidning):
- Opretholde eller opbygge relationer til familie, socialt netværk eller fællesskaber.
- Opretholde selvstændig livsførelse, herunder bolig, økonomi og aftaler.
- Kunne benytte samfundets almindelige kommunikationsformer.
- Opretholde rutiner og struktur omkring praktiske gøremål.
- Sikre egenomsorg og understøtte relevant behandling.
- Kunne færdes på egen hånd.
Hvis du har brug for støtte til praktiske opgaver eller medicin, så skal du søge om hjemmehjælp efter § 83 i Center for Sundhed og Omsorg. Hvis du også får besøg af hjemmeplejen til at løse praktiske opgaver, så må din socialpædagogiske vejleder som udgangspunkt ikke være til stede under udførelsen i hjemmet.
Hvad indgår ikke i socialpædagogisk støtte?
Den socialpædagogiske vejleder udfører ikke opgaver for dig, men hjælper dig med at strukturere og motivere dig. Følgende er eksempler på ting, som ikke er en del af støtten:
Opgaver, der dækkes af andre bestemmelser i Serviceloven (fx §§ 83, 84, 96 og 97).
Kørsel med vejleder (hverken i vejleders bil eller kommunal bil).
Varighed og omfang
Varighed
Støttens varighed afhænger af en individuel vurdering af dine behov. Du vurderer løbende din situation sammen med din socialpædagogiske vejleder og i dialog med myndighedsrådgiver, og støtten tilpasses efter behov.
Omfang
Støttens omfang vurderes ud fra dine udviklingsmuligheder, ressourcer og ønske om forandring.
Myndighedsrådgiveren vil så vidt muligt estimere i hvilket omfang du har behov for støtte. Der er ikke krav til, at rådgiver skal udmåle konkret tid. Rådgiveren vil lave en konkret og individuel vurdering af dit støttebehov..
Omkostninger for dig
Der er ingen brugerbetaling for støtten. Du skal selv betale for transport, aktiviteter og mad.
Lovgrundlag
Ifølge servicelovens § 85 skal kommunalbestyrelsen tilbyde hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og hjælp til udvikling af færdigheder til personer, der har behov herfor på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.
Center for Social Indsats og Bolig
Birkedalsvej 27
3000 Helsingør
Tlf.: 49 28 28 28
Skriv sikkert til os
Borgere: Send Digital Post
Virksomheder: Send Digital Post
